Farven lilla ses også i Mørke
Frisør Malou på en af de farverige hverdage i den midlertidige skurvognssalon
Frisør Malou har i tre uger lejet en skurvogn med komplet frisørsalon, mens salonen på Ebeltoftvej i Mørke gennemgår en større renovering. Vognen er netop beregnet til hjælp i sådanne situationer - og har også været med på Skanderborg Festival.
Bygget til i 1969
"Det er lidt trangt her i vognen, men det fungerer, og så har kunderne i Mørke jo også altid muligheden for at få en tid i min salon i Auning," siger salonens indehaver, Malou Kjeldsen som forventer at rykke tilbage i den renoverede salon 3. december.
Salonen blev bygget til i 1969 - selve huset er fra omkring århundredeskiftet.
"Da vi hakkede gulvet op, lå der også en asfaltvej som lige måtte hakkes op og køres væk."
I de nye lokaler bliver der syv pladser som tidligere - og meget mere plads.
"Der bliver så meget plads, at jeg endelig kan få produkterne ud af soveværelset som også har været lager for min salon i Auning."