Gram Slot åbner café og gårdbutik i den gamle hestestald
Mange ting gik op i en højere enhed, da Gram Slot torsdag slog dørene op til en helt ny café og butik i samarbejde med bl.a. lokale og regionale virksomheder
Et fyrtårn for fødevarer og kunsthåndværk. Jo, mindre kan snart ikke gøre det.
"På Gram Slot har vi rammerne og energien til at skabe et fyrtårn i Syd- og Sønderjylland, og vi har indrettet café og butik specielt til formålet," fortæller slotsejer Svend Brodersen og forsætter:
"Det er et kæmpemæssigt udstillingsvindue for regionens kunsthåndværkere og fødevareproducenter. Og det er det sted, hvor regionens borgere og de mange turister kan søge spændende og nye produkter med både historie og håndværk i".
Store forventninger
Svend Brodersen fortalte inden åbningen torsdag, at han glædede sig til at slå dørene op.
"Vi har store forventninger. Lige nu har håndværkerne travlt med at få det sidste inventar på plads," siger Svend Brodersen og tilføjer med stolthed: "Inventar, der er lavet i vores eget snedkeri her på slotsholmen. Og vores dygtige piger er i fuld gang med at sætte bl.a. keramik, glaskunst, træskulpturer og malerier på plads i afdelingen for kunsthåndværk."
I butikkens fødevareafdeling er der bl.a. et stort udvalg i kaffe og te, og der er kaffemølle, så man får friskmalede bønner med hjem. I kornkammeret byder man på alt indenfor mel, gryn og kerner, ligesom der er mulighed for at male sit eget mel på butikkens stenkværn. Derudover er der mejerivarer, brød, pålæ, pølser og kød, grøntsager, vine, øl, saft og juice samt en masse lækre specialiteter. "Vi får virkelig et bredt udvalg af fødevarer, og vi er stolte over de mange producenter, der bakker op om projektet. Vi ser frem til at give hver eneste leverandør - fødevareproducent som kunsthåndværker - en rigtig god plads i den nye butik," siger Svend Brodersen.