Fortsæt til indhold

Certificeret IT-hosting hos Varde-virksomhed

Arkiv
Kim Schou

Det er de færreste virksomheder, der som Itplaneten i Varde, hvert år skal op til eksamen i processer og økonomi. Men det skal IT-hosting virksomheder - de mest seriøse, i hvert fald. IT-hosting er et område i vækst, og der er mange forskellige bud på, hvad der er god hosting. Hostingmærket er en gennemarbejdet løsning på, hvad kvalitetshosting er, og hvordan det dokumenteres.
Itplaneten kunne fornylig fejre, at det endnu en gang er lykkedes at opnå certificeringen Hostingmærket. Det er ikke noget, man 'bare' får. Hostingmærket kræver, at virksomheden kan dokumentere, at der på højt niveau er styr på forretningen og dens ydelser.
Det kræves for eksempel, at hostingvirksomheden har beskrevet sine processer ud fra regelsættet i ISO27002-standarden, og at disse beskrivelser og processerne bag bliver revideret af en autoriseret revisor med speciale i IT. Derudover skal der være sikkerhed for, at der er tale om en veldrevet og stabil virksomhed. Derfor forudsætter Hostingmærket, at økonomi og forsikringsforhold er solide, også fremadrettet, og at der ikke skyldes penge til det offentlige. Til slut skal virksomheden op til ”eksamen”, altså den årlige certificeringsproces. Alt dette har Itplaneten været igennem, og kan derfor fortjent nu markedsføre sig med brancheforeningens Hostingmærke for endnu et år.
”Det er store krav, men helt nødvendige for at sikre tillid til en relativ ny branche som vores”, siger Jakob Vind Kristjansen, adm. direktør for Itplaneten. ”Vi er nødt til at kunne garantere, at vi som forvalter af andre virksomheders data, til stadighed har styr på kvaliteten. Derfor vil kravene for at opnå Hostingmærket da også løbende blive skærpet, efterhånden som branchen modnes,” slutter Jakob Vind Kristjansen.