HB Køge skal internationaliseres
36-årige Henrik Pedersen er HB Køges nye cheftræner. Han kommer fra et trænerjob i Red Bull Salzburgs ungdoms academy.
FODBOLD: Onsdag sagde HB Køge farvel til cheftræner Per Frandsen der skal tiltræde en stilling som cheftræner for Brøndby Ifs U/19.
Torsdag stod afløseren klar – Henrik Pedersen, der kommer fra den østrigske storklub Red Bull Salzburg, hvor han har været tilknyttet siden 2008 – senest som klubbens U/18 træner i den netop afsluttede 2013/14 sæson.
Den 36-årige Henrik Pedersen, der også tidligere har haft ansvaret for talentudviklingen i såvel Esbjerg fB som AGF, glæder sig meget til de nye udfordringer i HB Køge.
- Kontakten mellem HB Køge og mig går godt et år tilbage, hvor bestyrelsesformand Henrik N. Andersen, den daværende adm. direktør Søren Colding og bestyrelsesmedlem Søren Storgaard var i Salzburg for at besøge klubben. Der opstod en god kemi mellem os og vi har siden holdt kontakten ved lige. Det var ellers ikke meningen at jeg ville hjem til Danmark nu, men projektet i HB Køge, med bl.a. et kommende Køge Park, dygtige medarbejdere og et stort spillemæssigt potentiale lyder så spændende, at der er en platform som jeg glæder mig til at vokse sammen med, siger Henrik Pedersen til Lørdags-Avisen.
Jobbet i HB Køge er Henrik Pedersens første job på seniorplan i Europa, og han har mange spændende planer med de unge svaner.
- I løbet af mine seks år i Red Bull har jeg opbygget et stort internationalt netværk, og derfor skal HB Køge være klar til at blive internationaliseret. Vi vil se flere spillere udefra, men det skal ikke være på bekostning af vores egne talenter. HB Køge er og skal fortsat være en super platform for unge spillere, og vi skal skabe en strømning af talenter fra vores eget akademi og vores moderklubber, men samtidig vil jeg udnytte mit netværk til at finde spændende spillere til billige penge udefra. Vi skal blomstre sammen og skabe noget stort her i Køge kommune, slutter Henrik Pedersen.