Fortsæt til indhold

Torsten Erik Rasmussen bliver 70 år

Torsten Erik Rasmussen fylder rundt den 29. juni

Arkiv
Ina Bjerregaard

Direktør og bestyrelsesformand Torsten Erik Rasmussen, Bredsten, fylder 70 år søndag den 29. juni 2014.
Den mangeårige direktør i LEGO Gruppen har i den seneste snes år været et efterspurgt bestyrelsesmedlem. Torsten Rasmussen blev handelsuddannet hos Dalhoff Larsen & Horneman i 1961-64, hvor han både fik smag for tropisk hårdttræ og internationalt arbejde.
Efter aftjent værnepligt ved Livgarden rejste han i 1967 til Congo, hvor han var afdelingschef og senere direktør for den DLH-ejede virksomhed Northern Soft- & Hardwood Co. I 1972 læste Torsten Rasmussen MBA på managementskolen IMD i Lausanne, hvor han mødte Kjeld Kirk Kristiansen fra LEGO, og det møde kom til at sætte retningen for Torsten Rasmussens karriere. I 1973 begyndte han som direktionsassistent i LEGO Gruppen, og herefter fulgte 24 år hos LEGO. I 1981 blev han koncerndirektør i LEGO Gruppen.
I 1997 forlod Torsten Rasmussen LEGO efter uenighed om strategien. Han valgte et nyt karrierespor med strategisk rådgivning og bestyrelsesarbejde via selskabet Morgan Management.
Torsten Rasmussen har i dag flere bestyrelsesposter og fritiden tilbringer han især med familien og med golf og jagt.