Erling slap af med sine stærke smerter
Efter flere år med stærke smerter forsøgte Erling Lüders sig med Tui Na-massage
“Jeg havde hele tiden ondt. Det har jeg ikke længere. Jeg kunne ikke sove om natten. Det kan jeg nu.”
52-årige Erling Lüders fra Vejle fortæller med begejstring om den livskvalitet, han har fået tilbage efter at have sagt farvel til sine smerter. Undervejs i fortællingen sender han taknemmelige blik til massør Martin E. Larsen, der med den særlige, ældgamle kinesisk Tui Na-massage har hjulpet Erling frem til det smertefrie liv.
Volvo op i Golf
For 29 år siden var Erling Lüders involveret i en mindre trafikulykke.
En Volvo kørte op bag i hans Golf, og han “forstrakte nakken”, som lægerne dengang sagde om det, der i dag kaldes piskesmæld.
“Men jeg var stort set smertefri indtil et weekendophold for tre år siden. Her kom jeg i hænderne på en fritids-massør, som rev op i noget. Derefter var mine smerter så kroniske og voldsomme, at jeg hver dag måtte tage meget stærk, smerterstillende medicin,” siger han.
“Smerterne var så stærke, at jeg pludselig godt kunne forstå, at nogle mennesker ønsker, at det hele bare er slut. De tanker skræmte mig.”
En dag henviste Erlings arbejdsgiver ham så til Martin E. Larsen.
“Allerede ved første behandling kunne jeg mærke forskel. Noget lettede, og jeg kunne nedtrappe den smertestillende medicin. Efter anden behandling var smerterne så svage, at jeg helt glemte at tage mine piller. Først da Martin spurgte mig i forbindelse med tredje behandling, kom jeg i tanke om, at jeg helt var stoppet med pillerne,” siger han og griner.
Han går fortsat hos Martin E. Larsen, der har klinik under navnet Navital Massage på Dæmningen.
“Jeg er ikke bange for, at smerterne vender tilbage. For nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, hvis det sker.
Kinesisk chi
Martin E. Larsen fortæller, at Tui Na-massage er baseret på en flere tusinde år gammel kinesisk videnskab.
“Ligesom blandt andet akupunktur handler Tui Na om de energistrømninger - chi - der flyder gennem hele kroppen. Det er ikke hokus pokus. Det virker, og det er kun et spørgsmål om tid, før Tui Na er lige så kendt og anerkendt som akupunktur og kiropraktik,” siger Martin E. Larsen.