Fortsæt til indhold

Team HK Køge forstærker sig før topbrag

Klubben har indgået aftale med Liga-profilen Kim Johannesen der får sin debut i lørdagens topopgør mod FIF

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Med ni sejre i træk i 2. Division Øst har Team HK Køges håndboldherrer slået fast med syvtommersøm, at klubbens store mål i indeværende sæson - at sikre sig oprykning til 1. Division - skal indfries.
I klubben arbejdes der stenhårdt på at opfylde drømmen – og med otte spillerunder tilbage har man netop fået tilgang af den 34-årige, gennemrutinerede Kim Johannesen, der er hentet ind fra øverste hylde. En spiller der med masser af ligaerfaring fra mange sæsoner hos TMS Ringsted og Viborg HK kan blive en vigtig brik på det unge Køge-hold i de afgørende kampe.
Kim Johannesen blev præsenteret torsdag eftermiddag på et pressemøde hos en af klubbens hovedsponsorer, Spar Nord Køge.

Glæder sig til debutkamp

- Kim Johannesen blev i november måned fyret af TMS Ringsted på grund af en klausul i kontrakten der siger at er man skadet i over 6 måneder så kan klubben fyre ham. Kim Johannesen havde i lang tid døjet med dårligt knæ – det viste sig at menisken på indersiden af knæet og forreste korsbånd var læderet. En operation var nødvendig. Pr. 1. februar udløb den tre måneders opsigelsesvarsel og dermed blev han fri af sine forpligtelser til den midtsjællandske klub, fortæller sportschef i Team HK Køge, Casper Jeppesen til Lørdags-Avisen.
Efter sin operation har Kim Johannesen siden september været gang med genoptræningen – så Team HK Køge tøvede ikke da man erfarede at han "var ledig", men kontaktede ham. Kim Johannesen fandt det rimeligt nemt at beslutte sig for at starte op i den ambitiøse og stort satsende klub.
- Så længe Kim sammen med Spillerforeningen kører sagen om opsigelsen mod TMS Ringsted har DHF et regelsæt der siger, at han ikke nu og her må spille højere end 2. Division – så det er fantastisk at vi nu kan præsentere ham som spillende assistenttræner for resten af sæsonen sammen med Lars Nedergaard og Peter Rasmussen, siger Casper Jeppesen.
Den rutinerede bagspiller har trænet med i Team HK Køge de sidste par uger og læder sig til at få sin debut i lørdagens topbrag mod FIF i Frederiksberghallen.
- Team HK Køge har et virkeligt spændende hold med unge, talentulde spillere der virkelig vil noget med håndbolden. Så jeg glæder mig til at blive en del af den trup og forhåbentlig kan jeg tilføre truppen den rutine, som kan blive en afgørende faktor i de kommende kampe, hvor vi gerne skulle sikre den oprykning til 1. Division som er målet. Og at de så lige bliver mod FIF jeg får min debut, gør det kun endnu mere spændende at komme i gang, siger Kim Johannesen til Lørdags-Avisen.
Kim Johannesen har – bortset fra 5 sæsoner i Viborg HK hvor det bl.a. blev til DM-sølv og kampe i Champions League – altid spillet i TMS Ringsted som seniorspiller.

Toptunet Køge-hold

Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard glæder sig også rigtigt meget til topopgøret og tilgangen af Kim Johannesen.
- Målet for sæsonen var top 3. Men nu er vi pludselig i den situation at vinder vi lørdag tror jeg helt sikkert på vi minimum kommer i oprykningsspil, siger Lars Nedergaard.
- Der står utroligt meget på spil mellem to hold, som p.t. er de stærkeste i rækken. FIF er et rigtigt godt hold, har et yderst velfungerende 3-2-1 forsvar og er vildt farlige i kontraangrebene. De har vundet nogle rigtigt store sejre i denne sæson, netop fordi de forstår at slå til med mange scoringer på kontraspillet. Det bliver vores store udfordring. Vi skal spille med tålmodighed og ikke lade os stresse. Det bliver 60 minutter med fuld koncentration. Det ærgrer mig lidt at vi nu har haft tre ugers pause siden vores sidste kamp mod HIK. Men vi møder toptunet og velforberedte frem, og så har vi jo Kim Johannesen som jokeren. Han er jo som sendt fra himlen. Hans har godt overblik, han kan spille pladser i bagpositionen. Han vil kunne gøre en forskel på ethvert hold - også selv om han p.t. måske er lidt "rusten" hvad kamptræning og konditionelt angår. Men den rust skal vi hurtigt få banket af ham, Jo, det bliver rigtigt spændende, siger Lars Nedergaard til Lørdags-Avisen.
Topbraget mod FIF spilles lørdag den 22. februar kl. 17.00 i Frederiksberghallen – og det er Team HK Køge der har revanche til gode fra de to klubbers første møde i femte spillerunde, hvor FIF drog fra Køgehallen med begge points og en 32-30 sejr.
Siden har Team HK Køge midlertid ikke sat et eneste point til – ni sejre i træk er den ballast, som holdet løber ind i Frederiksberghallen med.
Inden kampen har FIF, Team HK Køge og HIK alle 22 points. FIF og Team HK Køge for 14 kampe, HIK for 13 kampe.
Opbakning vil Køge-spillerne ikke kunne klage over i Frederiksberghallen. Klubben sender nemlig i samarbejde med Spar Nord Køge en busfuld sponsorer og medlemmer afsted for at bakke holdet op i den vigtige kamp.

Kim Johannesen - her i sin nye spilledragt - flankeret af fra venstre cheftræner Lars Nedergaard, sportschef Casper Jeppesen, direktør Jesper Køster fra Spar Nord Køge og Team HK Køges formand Poul Henning Vive. (Foto: JCJ).
Humøæret var i top hos både Kim Johannesen og cheftræner Lars Nedergaard. (Foto: JCJ).
Direktør Jesper Køster, Spar Nord Køge fotalte om bankens samarbejde med Team HK Køge. (Foto: JCJ).
Kim Johannesen. (Foto. JCJ).