Frem på den lokale scene
Erhvervschef hos Nordea-Roskilde er blevet positivt overrasket i domkirkebyen
Simon Hammer blev for et år siden ny erhverschef hos Nordea i Roskilde og har nu brugt den første tid til at finde sig til rette. - Nu skal vi mere frem på den lokale scene, men foreløbig er jeg positivt overrasket over den økonomiske aktivitet og den stolthed, der er her i byen, forklarer den 32-årige bankmand. Nordea i Roskilde samler en lang række af Roskildes tidligere pengeinstitutter. Først og fremmest den gamle Roskilde Landbobank, der i sin tid var en af de tre store i lokalsamfundet sammen med Sparekassen og Roskilde Bank, som begge gik ned. Siden blev landbobanken overtaget af Privatbanken, fusionerede med Andelsbanken samt Sparekassen SDS og købte en stor del af den krakkede Roskilde Bank. Derfor er det fortsat det største pengeinstitut i Roskilde, også når det gælder erhverv. - Min opgave er at passe erhvervskunderne i Roskilde-området sammen med 10 medarbejdere i denne afdeling, og så har vi en anden afdeling, der tager sig af de små virksomheder og deres behov, forklarer den nye Nordea-chef.
Stolt og selvstændig
Simon Hammer har først og fremmest bemærket den selvstændighed og stolthed, der præger de lokale erhvervsfolk og andre i Roskilde. - Her er en helt speciel stil i sammenligning med Ringted og København, hvor jeg tidligere har arbejdet, fortæller han. - Folk er stolte over at være roskildensere og fortæller meget gerne, hvor de kommer fra. Man mærker også en form for sammenhold, hvor de fleste foretrækker lokale løsninger, når det er muligt. - Roskilde har sin egen identitet i forhold til København og samtidig en størrelse, der giver kvalitet nok til at klare sig. Men jeg forstår det godt, for det er jo en skøn og smuk by, der samtidig er fuld af liv og aktivitet omkring domkirken, klosteret og alle de andre flotte steder. -Roskildes økonomi har også fået det bedre, beretter Simon Hammer. - Vi kan se, at de fleste firmaer i år kommer med regnskaber, der er bedre end sidste år. Det tegner jo godt, for byen mener han.
Med håndbold til København
Simon Hammer blev født i 1983 i den lille by Rødding, der ligger i Salling ved Skive. Faderen var vognmand og moderen arbejdede som pædagogmedhjælper på et værested hos foreningen SIND. Efter ni år i folkeskolen og matematisk studentereksamen havde han ikke drømt om at flytte til ’Djævleøen’, som jyderne kalder Sjælland. Men han var rigtig god til håndbold og blev derfor som 19-årig hentet til FCK’s daværende tophold, hvor han blandt andet spillede sammen med stjerner som Kasper Hvidt og Klavs Bruun Jørgensen. Samtidig læste han Finansiel Strategi på Niels Brocks Handelsskole, og da han var færdig med det i 2005, prøvede han i en kort periode at være fuldtids professionel som håndboldspiller. -Men det var ikke noget for mig, for jeg kedede mig, når de to timers daglige træning var overstået. Derfor begyndte jeg at arbejde på deltid hos Nordeas erhvervsafdeling ved Vesterport, og siden har jeg været i banken. I perioden derefter er det også blevet til en HD-eksamen i regnskab og økonomi fra CBS (Handelshøjskolen). I dag bor han i Tårnby sammen med konen og en lille dreng – med endnu en på vej. tk