Dyreretsaktivister indkalder til demonstration mod Cirkus Arena
Foran cirkusteltet lørdag den 25. juli på Dyrskuepladsen i Køge
KØGE: Den 12. juli badede Cirkus Arenas elefanter ved Karrebæksminde strand. Her skabte de en masse opmærksomhed til sig og til det faktum, at elefanter ikke hører til i cirkus. På private optagelser, fanget af en besøgende i Cirkus Arena, kan man tydeligt se at en medarbejder i Cirkus Arena slår en af elefanterne.
”Dyrenes Alliance” indkalder bl.a. derfor til en fredelig demonstration foran Cirkus Arena lørdag den 25. juli klokken 13.00-16.00 på Dyrskuepladsen i Køge, hvor de forventer at optræde.
Budskabet lyder - ”Elefanter hører ikke til i cirkus eller i anden underholdning”.
- Ligesom alle dyr, så ønsker elefanter at være frie. Vi vil stå ude foran Cirkus Arena ved Dyreskuepladsen med skilte og banner. Her vil vi dele flyers ud, med information omkring elefanternes liv i cirkus. Dette er en vigtig demonstration for, at få en debat i gang, om et forbud mod vilde dyr i cirkus, hvilket ”Dyrenes Alliance” bl.a. arbejder for, oplyser koordinator og presseansvarlig Assmae Halouani fra Dyrenes Alliance København City.
Foreløbigt deltagerantal estimeres til 50 personer, dog forventes det at mange flere vil melde deres ankomst på selve dagen, da arrangørerne mærker solid opbakning.
”Dyrenes Alliance” er en ungdomsforening, som arbejder for alle dyrs rettigheder. Vi informerer bl.a. danskerne om dyrevelfærd i landbruget og i pelsindustrien. Vores aktiviteter strækker sig over folderuddelinger, videovisninger, gratis vegansk mad, demonstrationer og mange andre kreative events i hele Danmark. Vi har før lavet demonstrationer mod Cirkus Arena, oplyser Assmae Halouani.
Facebook-eventet kan ses her.
pm