Sønderborg får scene til kæmpekoncerter
Milliondonation fra Bitten & Mads Clausens Fond sikrer stort sceneområde til Spejdernes Lejr og fremtidige koncerter
Sønderborg kan i fremtiden blive hjemsted for koncerter med op mod 100.000 tilskuere.
Bitten & Mads Clausens Fond har netop doneret 6,6 millioner kroner til færdiggørelse af det store sceneområde på Kær Vestermark, der næste år skal huse 40.000 spejdere ved Spejdernes Lejr.
"Sceneområdet bliver et værdigfuldt aktiv for Spejdernes Lejr i 2017 og for Sønderborg i fremtiden, hvor man kan afholdes store koncerter og arrangementer," siger Peter Clausen, formand for fonden.
Der bliver ikke bygget en egentlig scene, da området er fredet. Der bliver i stedet nedgravet blandt andet strømkabler og kloaker til sceneområdet. På den måde kan man let opsætte scene og toiletter ved koncerterne.
En del af donationen går også til anlæg af stisystemer i området.
Sønderborgs borgmester Erik Laurtizen glæder sig over donationen:
"Nu får Sønderborg endnu et sceneområde, hvor vi kan holde store arrangementer som rockkoncerter og teater for borgere og turister," siger Erik Lauritzen.
Og netop tiltrækning af turister spiller også en rolle i anlægget af scenen:
"Fonden har også investeret 600 millioner kroner i hotellet på havnen. Nu støtter vi et sceneområde, der kan trække turister til Sønderborg - og hotellet. På den måde hænger det hele sammen," siger Per Have, direktør for Bitten og Mads Clausens Fond.
Kultur i Syd er klar
Jes Johansen fra Kultur i Syd glæder sig over den nye mulighed, selvom han ikke umiddelbart tror på koncerter med 100.000 gæster:
"Det er måske lidt voldsomt. Vi vil gerne starte med omkring 20.000 tilskuere for at prøve området af, og så kan vi senere komme op på 40.000-50.000."
Han har endnu ikke et bud på, hvilke navne man vil kunne opleve på det nye område.
"Vi havde faktisk et navn på hunden til juni næste år, men det kolliderede desværre med spejderlejren," siger Jes Johansen, der tror den første koncert i området kommer i 2018.
Og det bliver ikke et farvel til koncerterne ved Augustenborg Slot.
"Bestemt ikke. Der kan vi have koncerter med 10.000-15.000 tilskuere, mens de større koncerter bliver her i det nye sceneområdet," siger Jes Johansen.