Fortsæt til indhold

Jeg er en ret tålmodig investor

Lars Seier Christensen har forladt direktørstolen i Saxo Bank og er blevet en aktiv investor i danske start up-virksomheder via Seier Capital. På sigt vil Lars Seier Christensen gerne bidrage bredere til det danske iværksættermiljø, som han roser men som

Arkiv
Steen Trolle

investor Interviewet er nogle uger om at komme i stand, og det må udsættes endnu et par uger, da en slem halsbetændelse for en sjælden gangs skyld sætter Lars Seier Christensen så meget skakmat, at han må aflyse en aftale. Derefter går der to uger, hvor der ikke er plads i kalenderen, fordi Lars Seier Christensen er på forretningsrejse. Men så lykkes det endelig. Erhvervsavisen Nordsjælland bliver ringet op af hans sekretær, og sekunder senere er Lars Seier Christensen igennem på en telefon fra Barcelona. Klar til at svare på spørgsmål om sit nye arbejdsliv og Seier Capital, hans nye hovedaktivitet, der er gået aktivt ind som investor i flere danske virksomheder og projekter. Det er tre måneder siden Lars Seier Christensen stoppede som CEO i Saxo Bank, og hvis nogen skulle tro, at den 53-årige finansmand nu skal slappe af og nyde sine penge med sol og golfspil, så skal de bare forsøge at lave en interview- aftale med ham. Eller gå ind på ww.seiercapital.com, hvor han blogger om sine aktiviteter. Så er man ikke i tvivl om, at Lars Seier Christensen fortsat er særdeles aktiv i erhvervslivet – nu bare helt andre steder end i den finansielle sektor. ”Jeg blev lidt træt af overreguleringen i finanssektoren. Jeg ved, at mange topledere i branchen bruger næsten al deres tid på den slags. Jeg anerkender også, at det kan være nødvendigt med en vis form for regulering. Jeg kunne bare ikke se formålet med, at jeg skulle bruge mit liv på det,” siger Lars Seier Christensen om sit exit fra Saxo Bank.

Unge projekter med potentiale

Han ejer fortsat en større aktiepost i banken, som han og Kim Fournais stiftede i 1992, og han har stadig nogle kunderelaterede opgaver. Men Lars Seier Christensen er færdig med at have en aktiv rolle i Saxo Bank, og han er heller ikke på vej ind i bankens bestyrelse. I stedet handler det nu om Seier Capital, hans gamle holdingselskab. Det har nu skiftet rolle til en slags seed capital-selskab, der investerer aktivt i virksomheder og projekter, som Lars Seier Christensen finder spændende og med muligheder. ”Det er typisk meget unge projekter, hvor jeg synes, der er en god idé, nogle gode folk og et markedspotentiale. Dem vil vi gerne hjælpe videre ved at tilføre så meget værdi, som vi nu kan, med de kompetencer vi har,” forklarer han. ”Jeg har ikke lagt særlig mange begrænsninger på, hvad jeg investerer i. Jeg ser på hvad der kommer. Det er den frihed, jeg har, når det er mine egne penge,” tilføjer han.

Lars Seier Christensen gik sidste år ind som investor i den danske gourmetrestaurant Geranium. Restauranten fik forleden som den første danske restaurant nogensinde tildelt tre stjerner i Michelinguiden. På dagen fik restauranten overrakt maleriet "Gecranium" af Christian Lemmertz. Han overrækker her billedet til køkkenchef Rasmus Kofoed (th.) og Geraniums direktør Søren Ledet samt Lars Seier Christensen (tv.) og hans hustru Yvonne. Privatfoto

Teknologi og livsstil

Der er dog en vis rød tråd i investeringerne. Der er primært tale om projekter indenfor teknologi / data science, og projekterne skal være skalerbare, dvs. at de skal have et stort vækstpotentiale og kunne få en bred markedsposition. Men Lars Seier Christensen har også en vis kærlighed for projekter i genren ’det gode liv’. Derfor har han også investeret i bl.a. den trestjernede Michelin-restaurant Geranium, Henrik Boserups nye burgerkæde ”Juice” og Rungsted Ishockey. ”Det er ting, som tilfører gode oplevelser og værdi til tilværelsen. Men det er lige så meget forretning, som de øvrige projekter. Der er en økonomisk plan bag det hele,” understreger Lars Seier Christensen, som senest også under medieopmærksomhed er gået med i et nyt cykelprojekt med Bjarne Riis. Det er Lars Seier Christensens penge, men han trækker på andre erfarne erhvervsfolk, når han udvælger og involverer sig i nye virksomheder. Han har oprettet et advisory board med 12-15 erhvervsfolk, som han sparrer med. Det er folk som Morten Wagner, Per Mikael Jensen, Morten Lund, Lone Fønns Schrøder og Tommy Ahlers. Og han har hyret et hold på 10 erhvervsfolk og specialister, bl.a. tidligere Saxo Bank-folk, som kan rådgive de virksomheder, han investerer i. ”Jeg går kun ind som mindretalsaktionær, og udgangspunktet er, at dem, vi entrerer med, selv skal drive det videre. Min drøm er ikke at styre virksomhederne. Min drøm er at hjælpe med at bringe dem videre i teksten. Og jeg er ret tålmodig af natur, hvis folk gør sig umage. Det kan jeg tillade mig at være, når jeg ikke har andre investorer, som partout skal have deres penge tilbage i 2020,” siger Lars Seier Christensen.

seiercapital.com gik i luften 1. februar. Sitet bringer daglige artikler om bl.a. iværksætteri.

Skal finde sin form

Han forklarer, at Seier Capital selv er en slags start up, der er ved at finde sin form. ”Jeg kender endnu ikke mine egne kompetencer på det her område,” som han siger. Men han har planer om, at det ikke kun skal handle om direkte investeringer. Seier Capital skal også arbejde bredere med rådgivning til iværksættere. ”Det er stadig lidt ’work in progress’. Vi skal finde ud af, hvad vi kan. Men når vi er 100 procent klar over det og tilfredse med vores egne processer, kan vi stille ressourcer til rådighed for andre, måske med en option om senere at gå ind som investor, hvis dem, vi rådgiver, synes, de får noget ud af det,” siger Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen og Bjarne Riis lancerede for nylig et nyt, stort cykelprojekt. Målet er at blive en del af cykelsportens World Tour med et hold allerede fra 2017. Foto: Lars Poulsen, Polfoto

Open space for iværksættere

Helt konkret går Seier Capital med planer om at lave en base i København for iværksættermiljøet. ”Vi vil gerne være en lidt bredere bidragyder til det danske iværksættermiljø. Og det kunne være spændende med et open space, som kan bruges til forskellige ting for iværksættere og hvor man kan få en kontorplads i en periode. Det bliver dog tidligst i 2017,” siger Lars Seier Christensen. Han synes generelt, at Danmark har et godt iværksættermiljø. ”Der er mange ideer og gode folk, der brænder for tingene. Men der er lidt for meget omklamring fra det offentliges side, og lidt for meget en holdning om, at man ikke kan starte noget, hvis ikke man får hjælp fra det offentlige. Og så er der nogle rammevilkår og en konkurslovgivning, som gør det svært. Men der er mange positive træk og ideer i det danske iværksættermiljø - man skal bare gøre det nemmere for folk,” siger Lars Seier Christensen, som indtil videre kun har investeret i danske projekter. ”Det er bestemt målet på sigt, at vi skal bredere ud. Vi skal ikke sidde med 95 procent danske projekter om fem år. Så når jeg er ude og rejse, tager jeg ofte fat i det lokale miljø for at se, hvad der sker. Men lige nu må jeg bare konstatere, at jeg får mange flere henvendelser fra Danmark end fra andre lande. Det skyldes jo nok den status, som Saxo Bank har i Danmark,” siger Lars Seier Christensen, som forleden skrev på seiercapital.dk, at han har fået mere end 250 forretningsforslag alene via www.seiercapital.com, siden sitet gik i luften den 1. februar. “Jeg har ikke lagt særlig mange begrænsninger på, hvad jeg investerer i. Jeg ser på hvad der kommer. Det er den frihed jeg har, når det er mine egne penge” Lars Seier Christensen FAKTA Lars Seier Christensen Født i 1963 i København Klassisk-sproglig student fra N. Zahles Gymnasium. Startede sin erhvervskarriere som ejer af en restaurant i Torremolinos i Spanien. Var køkkenchef på restaurant Chicos FAKTA Seier Capital har bl.a. investeret i disse virksomheder: Endless Jewelry Smykkevirksomhed startet af Jesper ”Kasi” Nielsen i 2013 Geranium 3-stjernet Michelinrestaurant i Parken i København GoSPOORT Portal for køb og salg af sportsydelser JourneyXP Platform der udnytter kunstig intelligens og big data til at skabe mersalg for virksomheder Juicy Burger Kvalitets burger-restaurant og take away, stiftet af Henrik Boserup og Lars Seier Christensen i 2015. Newsio Social medieplatform, der ud fra brugerens ønsker organiserer og samler nyheder fra lokale, nationale og internationale medier. Youshould Portal hvor man kan booke et bord eller en hel bar. Startet i Frankrig. Rungsted Ishockey