Vil have ungdommen tilbage
Hvidovre Cykle Klub vil gerne have de unge ryttere tilbage i klubben
- Vi har gennem de seneste par år takket pænt nej til ungdomsryttere, da vi ikke havde en afdeling for dem, og derfor sendte vi dem videre til CK Fix, fortæller den nye formand for ungdomsudvalget i klubben; Flemming Hansen. - Det skal der ændres på. Vi holder til på Strandmarkens Fritidscenter, som ligger dejligt centralt for de fleste både hvad transportmidler og cykelmæssige udfordringer angår. Vi er nem at komme til, og så er der rige muligheder for sikre cykleområder... - Jeg skal som formand for ungdomsudvalget også varetage træningen af de unge til at starte med, og jeg har selv omkring 20 års aktiv erfaring og træning på eliteplan. Dansk Cykel Union laver nogle trænerkurser, som vi deltager i, så vi er klædt godt på og får ny inspiration. Vi håber på, at der er andre end os, der vil dele interessen for de unge og deres udvikling, så derfor starter vi en ny ungdomsafdeling op... - Succeskriteriet er beskedent. Kan vi få 5-6 ryttere i gang nu og her og hen over sommeren, er det godkendt. På den lange bane vil det være fantastisk, hvis vi kan udvikle de unge, så de kan blive en del af landets bedste ryttere...
Sikkerhed frem for alt
- Vi lægger stor vægt på rytternes sikkerhed ude i trafikken. Ingen bliver efterladt alene ude på ruten, og en punktering undervejs klarer vi også. Teknikken, når man kører som gruppe, indlæres, og det samme gælder, hvordan man gebærder sig generelt i blandt andre trafikanter... Vi har Heino Cykler som hovedsponsor, og vi drømmer om at få sponsoreret nogle lånecykler, så man ikke selv som ung skal ud og investere. Man behøver ikke den sidste nye racercykel til mange tusinde kr. eller cykletøj i samme kategori, for mindre kan sagtens gøre det... - Umiddelbart henvender vi os til gruppen fra 12 - 16 år, da man skal være lidt moden og kende til trafiksikkerhed. Vi skal som klub så være med til at videreudvikle de tekniske færdigheder kombineret med sikkerheden...
Sådan gør du
- Er man interesseret i at prøve sig af i cyklesporten, kan man gå ind på klubbens hjemmeside: hvidovrecykleklub.dk, hvor der findes de oplysninger, man har brug for. Vi har planlagt det sådan, at der køres og trænes hver onsdag kl. 17 og hver lørdag kl. 10... - Første gang vi skal på cyklen er lørdag den 7. maj, hvor vi mødes i klublokalet til lidt morgenmad og introduktion og generel information. Herefter ruller vi så en tur i fællesskab, og forældre er meget velkommen til at deltage i det hele. Man skal ikke melde sig ind med det samme. Vi tilbyder den første måned som gratis medlemskab, og så kan man efterfølgende tage stilling til, om det er noget man vil...
Klubbens historie
Hvidovre Cykle Klub blev stiftet 7. maj 1954. I midten af 80’erne og i begyndelsen af 90’erne var Hvidovre Cykle Klub en af landets største og bedste klubber med en enorm talentmasse og flere af klubbens ryttere figurerede på diverse landshold eller var overgået til de professionelles rækker. Hven kan ikke huske Søren Lilholt, dobbelt junior verdensmester. Dan Frost, tidligere OL og VM-guldvinder på bane. Thomas Bay, tidligere landsholdsrytter samt Kenneth Lyngholm og Henrik Bandsholm, begge vindere af diverse 6-dagesløb og tidligere landsholdsryttere på bane m.fl. Adresse og kontaktpersoner Hvordan kommer du så i gang med cykelsporten. Vi starter den 7. maj kl. 9.00 i HCK klubhus, som ligger på Hvidovre Enghavevej 2. Du er også velkommen til at kontakte formand Jørgen Staun på tlf. nr. 40 45 52 70 eller mail formand@hvidovreck.dk alternativt ungdomsformand Flemming Hansen på tlf. nr. 31 43 89 05. HCK holder klubaften hver den første mandag i måneden i klubhuset, hvor man også er velkommen kl. 19.00.