Fortsæt til indhold

Her er Hvidovres mest populære kvarterer

Hvidovre Avis har foretaget en rundspørge blandt seks af Hvidovres ejendomsmæglere for at slå fast, hvilke tre kvarterer, der er de mest eftertragtede hos boligkøberne

Arkiv
Af Julie Stougaard

- Risbjergkvarteret har ry for at have en god skole, og det har forplantet sig hos mange købere, siger Carsten Dalsgaard fra BoBasic. Udover skolens popularitet peger mæglerne også på det faktum, at kvarteret er tæt på grønne områder som Vigerslevparken. Samtidig er det en af de dele af Hvidovre, hvor man hører mindst til den omkringliggende motorvej og togbanerne.

Naturområde trækker op

På andenpladsen over de mest populære kvarterer kommer Strandmarkskvarteret. Ifølge mæglerne skyldes det, at Langhøjskolen har et godt ry, og så er det samtidig et kvarter med et godt naturområde. - Strandmarkskvarteret ligger tæt på havnen, det har sin egen lille strand og Kystagerparken, hvor der er nogle gode løbestier, forklarer Carsten Dalsgaard. Flere af mæglerne har overvejet Strandmarkskvarteret som det mest populære kvarter, men da der ikke er stor efterspørgsel på boliger i hele kvarteret, bliver det i de fleste tilfælde overhalet af Risbjergkvarteret. Der bliver til gengæld ikke tøvet, når det kommer til at udnævne tredjepladsen, og her er der bred enighed blandt mæglerne. - Det må blive Hvidovre Nord. Der ligger nogle gode skoler og sportshaller, og man har stationen og Damhussøen lige i nærheden. Derudover er der friluftsbadet, som er et stort trækplaster for børnefamilierne om sommeren, forklarer Carsten Dalsgaard.

Hvidovre overrasker køberne

Ifølge mæglerne har mange af køberne til ejendommene i Hvidovre et tilhørsforhold til byen. Mange er vokset op i byen og vender så tilbage efter nogle år i København. Men der er også en del købere, som ikke har et forhold til Hvidovre. Ifølge Jan Andersen fra Realmæglerne Charles Andersen bliver de købere ofte meget overraskede, når de lærer Hvidovre at kende. - Nogle ved slet ikke, at Hvidovre ligger ud til vandet, og at der er en havn, forklarer han. Han oplever, at køberne ofte har Matador-spillet i baghovedet, når de skal træffe beslutningen om, hvor de skal bo. - Og der er Hvidovre og Rødovre jo nogle af de billige grunde. Det er mit indtryk, at vi nogle gange bliver sammenlignet med de Vestegnskommuner, som ind i mellem får negativ omtale, og der har Hvidovre klart mere at byde på. Hvidovre ligger jo lige op og ned af Københavns kommune og tæt på transportmuligheder. Vi har gode skoler og masser af klub- og foreningsliv, siger Jan Andersen. Det lader dog til, at mange har opdaget fordelene ved at bosætte sig Hvidovre. Flere af mæglerne nævner, at de har købere, der er skrevet op til både huse og grunde i byen, især i Risbjerg- og Strandmarkskvarteret.

FAKTA:

Risbjergkvarteret ligger mellem Sønderkær, Hvidovrevej og Brostykkevej og er Hvidovres ældste parcelhuskvarter. Strandmarkskvarteret strækker sig fra Strandmarksvej til de grønne områder Kystagerparken, Lodsparken og Strandengen. Hvidovre Nord er afgrænset af Harrestrup Å, Roskildebanen, Holbækmotorvejen og Avedøre Havnevej. Kilde: Hvidovre Kommune