Vigtigt med kunst i hverdagen
Allerede fra første dag hvor RO's Torv åbnede i efteråret 2003 var kunst en del af centeret i form af skulpturer og bænke med udsmykning. Nu bliver denne permanente udstilling udvidet med skiftende udstillinger. Roskilde Kunstforening og RO's Torv er gået i samarbejde om opgaven.
- Da vi blev spurgt i kunstforeningen, om vi ville være med, sagde vi straks ja, siger Roskilde Kunstforenings formand Jes Nysten.
- RO's Torv har en del kunst i forvejen, så det er helt naturligt at udvide det tilbud.
- Vi har en forpligtigelse til at få kunsten ud i til folk og i bybilledet, og her er en oplagt mulighed.
- Kunst skal være en del af hverdagen, hvor den kan kvikke op og overraske.
Roskilde Kunstforening præsenterer en ny kunstner hver måned. Første gang er på søndag 8. januar klokken 12. De efterfølgende præsentationer, sker den første søndag i måneden.
- Vi udstiller på Centertorvet, hvor billederne bliver hængt op på en væg til en af sidegangene. Der hænger ingen skilte, så det passer fint til nogle store malerier, siger Jes Nysten.
- Første udstiller er Tale Øksendal, og de næste er prisvinderne fra Roskilde Åben 2016. I februar bliver det vinderen af førsteprisen Liz Berry Østergaard.
- Roskilde Kunstforening ser det som en mulighed for at vise ordentlig kunst på en god måde, hvor det ikke bare er en gimmick.
Foreningen vil også prøve at lave kunstarrangementer for børn og andre i forbindelse med de arrangementer, der i forvejen er i centeret.