Fortsæt til indhold

Debat: Grøn omstilling af Skanderborg - langt, sejt træk

Debat
Claus Leick, spidskandidat for SF Skanderborg ved KV21

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der skal mere fart på den grønne omstilling i de kommende år - også i Skanderborg Kommune. Der findes ingen hurtige eller nemme løsninger og tiden er knap.

Vi har som kommune allerede sat os nogle ambitiøse mål. Men dem når vi kun, hvis byrådet i de kommende år holder fokus, er villig til at afsætte ressourcer og har modet til at træffe de nødvendige, grønne beslutninger.
Claus Leick, spidskandidat for SF Skanderborg ved KV21

Som kommune skal vi have justeret hele maskineriet, så alle dele af den kommunale organisation konstant har fokus på at mindske energi- og ressourceforbruget. Vi har som kommune allerede sat os nogle ambitiøse mål. Men dem når vi kun, hvis byrådet i de kommende år holder fokus, er villig til at afsætte ressourcer og har modet til at træffe de nødvendige, grønne beslutninger.

Valget til det nye byråd i november måned bliver derfor helt afgørende for, hvor meget den grønne dagsorden kommer til at fylde i Skanderborg Kommune i de kommende år.

Heldigvis er vi kommet godt i gang i denne byrådsperiode. Vi stiller krav om lavt energiforbrug i både nuværende og kommende, kommunale bygninger, vi har vedtaget en grøn indkøbspolitik, nye elbusser er på vej fra 2021 og der er fokus på samkørsel og kollektiv transport.

Det er alle gode tiltag, men der skal mere tempo på i de kommende år.

Vi er som kommune også godt hjulpet af de forbrugerejede fjernvarmeselskaber. De er langt fremme med en omstilling til varmepumper, der udnytter grøn vindmøllestrøm til varmeproduktion. Senest har byrådet sikret, at Skanderborg Fjernvarme også får mulighed for at omstille til varmepumper.

Det er virkelig noget, der batter i det store CO2-regnskab. Oveni hatten har varmeforbrugerne i Skanderborg by desuden fået en ekstra grøn bonus, fordi Skanderborg Fjernvarme af byrådet er blevet pålagt at genåbne en fjernvarmeledning til Aarhus.

Det betyder, at Skanderborg Fjernvarme kan sælge sin overskudsvarme til Aarhus og i andre perioder købe varme fra Aarhus, hvilket bliver ekstra grønt, når Aarhus om få år begynder at udnytte geotermisk varme. På sigt får Skanderborggenserne på den måde både grønnere og billigere fjernvarme.

Når det gælder grøn elproduktion, er vi knapt så godt med i Skanderborg. Det er kun lykkedes at sætte ganske få vindmøller op i de seneste år - bl.a. tre store møller ved Låsby.

I marts måned besluttede byrådet derfor at annoncere efter nye projekter og ideer til grøn el-produktion i Skanderborg Kommune - vindmøller, solceller m.v. Fire solcelleprojekter har allerede meldt sig og forhåbentlig er der også forslag til vindmøller-projekter på vej.

Vi skal som byråd tænke os rigtig godt om i forhold til nabogener, ejerforhold, mulighed for vild natur omkring energianlæggene m.v., før vi går videre med et eller flere af projekterne. Og det skal selvfølgelig ske i tæt og god dialog med naboerne.

Men Skanderborg Kommune er nødt til at påtage sig en del af ansvaret for den grønne elproduktion. Alle skal bidrage til den grønne omstilling - den opgave kan vi ikke bare skubbe videre til andre kommuner.