Jeg cykler tit på fortovet i Storegade i Hinnerup
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg stemmer ikke på Venstre, men socialdemokratiet. Derfor kan jeg godt være enig med Ken Richter i hans læserbrev fra 4. august.
Ken Richters beskrivelse af cykelfliserne i Storegade i Hinnerup er helt rigtig. Bilerne holder parkeret på dem, og de er så smalle, at det er svært at holde balancen på dem. Derfor cykler jeg tit på fortovet, som ikke er tilladt.
Udenfor bagergården er rendestene restaureret, men i resten af Storegade er de nærmest katastrofale. Der er huller i fliserne, jernristene er gået i stykker, så de kan skære for eksempel et bildæk i stykker, og et sted mangler jernristen helt.
Det er ikke rart for nogen trafikanter at færdes i Storegade i Hinnerup og slet ikke i sammenligning med gågaden i Hadsten. Den er både et pænt syn og et rart sted at færdes.