Fornyet fokus på veteranpolitikken forud for Flagdagen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Søndag den 5. september er det Flagdag, hvor udsendte i dansk tjeneste støttes og mindes. Her hædres bl.a. folk fra Forsvaret, Politiet og Beredskabsstyrelsen, der har været udsendt for nationen i alverdens brændpunkter.
Det er en god og vigtig dag, som bidrager til at synliggøre det vigtige arbejde, de udsendte gør for landet. Vi skylder dem imidlertid meget mere end blot synlighed og anerkendelse. Vi skylder dem en ordentlig behandling, når de vender hjem og igen skal fungere i det almindelige samfund. Dette er i særdeleshed tilfældet for de veteraner, som vender tilbage med sår på krop og sjæl.
Vi er stolte af alle danskere, der drager ud, og vi er klar til at styrke indsatsen for, at de kan vende godt hjem.Klaus Randrup, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Det Konservative Folkeparti i Skanderborg arbejder netop for at styrke indsatsen for de hjemvendte veteraner og deres familier. Det er derfor glædeligt, at kommunens veteranpolitik onsdag den 25. august igen var på dagsordenen i Økonomiudvalget. Selvom sagen på konservativ opfordring skulle have været behandlet i forsommeren, sker det først nu, efter at vi konservative har påpeget, at eftersynet af vores veteranpolitik ikke var kommet på dagsordenen i maj som aftalt. På mødet blev man enige om at videregive sagen til det næste Økonomiudvalg, hvor Konservative fortsat vil kæmpe for den vigtige sag.
Vi konservative vil arbejde for en revision af kommunens politik, så den i højere grad er afstemt med de nationale anbefalinger på veteranområdet. Herunder, at politikken skal inkludere alle udsendte – og hermed også folk fra eksempelvis Politiet, Sundhedssektoren og NGO’er. Ydermere, at tidligere udsendte med sår på sjælen, eller som blot ønsker civil beskæftigelse, skal have særlig hjælp til transitionen. Det Konservative Folkeparti ser desuden gerne, at Skanderborg kommune ansætter en egentlig Veterankoordinator for at styrke indsatsen.
Hos det Konservative Folkeparti er vi stolte af, at vi som nation kan bidrage til en positiv udvikling i verden. Vi er stolte af alle danskere, der drager ud, og vi er klar til at styrke indsatsen for, at de kan vende godt hjem.
Det skylder vi dem.