Fortsæt til indhold

Uden kultur- og fritidsliv er vi en fattig kommune

Debat
Lone Boye (A), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kultur er en dannende kraft for både børn og voksne. Det er vigtigt at have gode institutioner og skoler, men det er også vigtigt, at vores børn og unge i deres fritid bliver en del af kultur- og fritidslivet. Lige så vigtigt er det, at de ældre får tilbudt aktiviteter, som styrker deres åndsnærvær og livsglæde.

Det gøres både ved kommunale tilbud, frivillighed og ved at melde sig ind i en forening og blive en del af et fællesskab. Netop fællesskabet i foreningslivet har været på hård prøve under corona-nedlukningen, men heldigvis ser vi, at det begynder at blomstre igen.

Vi har i Favrskov et rigt foreningsliv med mange forskellige tilbud, og selvom vi ligger tæt på store kommuner med et rigt kulturtilbud, så er det vigtigt at alle oplever kunst og kultur i nærmiljøet - også på vores daginstitutioner, skoler og ældrecentre.

Vores musik-, teater- og billedskoler bliver i stadig større grad brugt af vores skoler og daginstitutioner. De kan bidrage med aktiviteter, som bryder dagligdagen, men de kan også bruges som kompetenceudvikling for kommunens pædagoger og lærere.

Det er vigtigt med flere samarbejdsaktiviteter på tværs, og her kan vores kulturskoler og foreninger være med til at danne bro mellem kultur og fritid og for eksempel erhvervslivet.

Alle er enige om, at kulturpolitik er vigtig. Når det kommer til budgettet skal vi passe på, at vi ikke tænker kultur, som noget vi skal have, når alt andet har fået penge. Uden kultur- og fritidsliv er vi en fattig kommune.

Derfor mener vi i Socialdemokratiet, at det er vigtigt at støtte og udvikle det frivillige engagement som vigtigt element for kulturen og foreningslivet, og at vi skal fremme både det folkelige og det professionelle.