Når Favrskov bygger, skal det være grønt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Enhedslisten har brug for din stemme for at sikre et grønt byråd. På det seneste byrådsmøde fremsatte Enhedslisten det ganske rimelige ønske at udskyde yderligere byggemodning, indtil den kan gennemføres uden en anselig klimabelastning i anlægsfasen.
Alle undtagen Enhedslisten stemte for at fortsætte anlægsprojektet ”som vi plejer”. Anlægsønsker ”som vi plejer” er der mange af især i et valgår; nye vejanlæg, nye bygninger og som nævnt en stadig strøm af nye byggegrunde for at sikre økonomisk vækst i kommunen.
Men hvorfor ikke benytte tiden, hvor byggesektoren generelt er ramt af leveranceproblemer og usædvanlige prisstigninger, til at skrue ned for anlægsinvesteringerne, indtil vi er klar til at stille krav om bæredygtighed og klimakompensation?
En fast budgettradition i Favrskov er at udskyde energirenoveringerne af de kommunale bygninger (den såkaldte Energibank). I år er ingen undtagelse, også selv om vi har kommunale ejendomme der fortsat opvarmes med oliefyr.
Det er afgørende, at vi tager ansvar for Favrskovs klimaaftryk. Både når det gælder eksisterende bygninger og nye anlæg, så skal vi tænke grønt.
Hvorfor ikke bygge en grøn fremtid? Hvorfor ikke stille krav i udbudsfasen om bæredygtigt byggeri? Hvorfor ikke bruge erfaringerne fra de grønne kommuner, når der skal byggemodnes?
Har man her i valgkampen så travlt med vækste med klimabelastende anlæg, at man er ligeglad med usædvanlige prisstigninger, eller tænker man det er en prisboble, der brister, før asfaltmaskine og betonblander ruller ud?
Lad os nu gøre det ordentligt og give planeten et pusterum, imens vi tænker os om og bliver klar til at stille grønne krav til vores nye anlæg.