Hvorfor skal vi have solceller?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ja, hvorfor ikke i stedet for ”bare” pålægge alt nybyggeri at indlægge solceller? Som nabo til et kæmpe, nyt bebygget område, Kildebjerg i Ry, er der jo masser af plads til solceller på alle de nybyggede huse. Tør kommunen ikke dette?
Hvis de omtalte arealer til solcelleparker alligevel ikke skal være intensivt dyrkede marker, kunne man måske bare i stedet for fjerne de mange dræn og derved henlægge markerne til det, de engang var: enge, vandløb mv.
Kommunen har dog på en eller anden måde naturen med, når de opstiller deres ”Punkter i spil til en ’køreplan’ for solcelleanlæg i Skanderborg Kommune” (Ugebladet, uge 37). Men det er jo desværre kun, hvad der kan blive tilovers til natur, for en kommende solcellepark har jo vel førsteprioritet?
Eller også kunne man vende det hele på hovedet og genskabe enge, overdrev, vandhuller mv. og så lave en alternativ plan, der fx kunne hedde: ”Punkter i spil til en ’køreplan’ for naturgenoprettelse i Skanderborg Kommune”, og måske – og kun måske – kunne der var plads til mindre solcelleparker dér. Hvilket måske slet ikke vil være nødvendigt, når alle nybyggerier alligevel skal indtænke solceller eller anden vedvarende energi – og hvorfor så ikke også i samme omgang påbyde dette på næsten alle andre også nuværende bygninger? Altså ikke kun de kommunale bygninger.
Måske dette også kan resultere i, at hver enkel borger tør se klimakonsekvenserne i øjnene og selv tage initiativ til handlinger og ikke bare afvente, at kommunen tager ansvar ved fx at planlægge store solcelleanlæg.
Når kommunen i en lokalplan kan kræve meget andet i et nyudstykket område, så kunne det måske tænkes, at kommunen fremover er lidt mere fremsynet og ikke kun tænker på murstenens farve og arten af plantet hæk, men i stedet for bruger kræfter og energi på at tænke langsigtet, både miljømæssigt, klimamæssigt og naturmæssigt.
Vi vil gerne hjælpe til.