De unges klimabekymringer skal på dagsordenen i Favrskov Byråd
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Danskerne bekymrer sig i stigende grad om klimaet. Klimaforandringer ligger højt på danskernes liste over bekymringer, og det er i særdeleshed blandt de unge, hvor bekymringen er størst. Klimaangst, klimastress og frygten for klimaforandringer er også en hverdag på de danske folkeskoler, som blandt andet Martin dagligt må forholde sig til som lærer på Søndervangskolen i Hammel.
Som udskolingslærer møder han ofte elever i biologi, fysik og geografitimerne, som spørger ind til klimaet.
Hvad kan klimaforandringerne få af indflydelse på deres fremtid, og hvad de kan gøre for at afhjælpe dem? Det er selvfølgelig en snak, Martin rigtig gerne tager med eleverne, da han tror på, at oplysning, uddannelse og debat kan hjælpe vores unge mennesker til at træffe gode beslutninger, både for dem selv og kommende generationer.
I forlængelse heraf er vi begge to gået til valg på, at en stemme på os også er en stemme på ungdommen, sammenholdt med at vi begge ønsker en grønnere profil i kommunen.
Det er helt i tråd med socialdemokratiet i Favrskovs vedtagne valgprogram: ”Klima handler om vores fælles fremtid.”
Vi er som kommune nødt til at bidrage for at kunne understøtte de nationale klimamål om reduktion af drivhusgasser.
Vi mener bestemt, at Favrskov Kommune er godt i gang, og kan blandt andet fremhæve, at den kommunale bilpark bliver eldreven. Vi håber begge at kunne bidrage til at komme i mål og være en aktiv del af det spændende arbejde, som et kommende byråd kommer til at stå overfor.
Det, der har fyldt meget i debatten i Favrskov omkring de unge, har været at de mangler steder at opholde sig, oplevelse af uro i bybilledet med hærværk, høj musik og hurtig knallertkørsel på stierne, som har været til stor gene for andre borgere i kommunen.
Men ungdommen rummer så meget mere end det. Derfor er vi begge enige om, at de unge i større grad skal inddrages, når vi snakker klima i Favrskov Byråd. Idéen om et lokalt ungeklimaråd skal vi helt sikkert kigge nærmere på.
Klimakrisen er vor tids største trussel, og det er ungdommen, der kommer til at mærke konsekvenserne.