Fortsæt til indhold

Skanderborg Kommune svigter de handicappede

Debat
Leif Johannsen Far til Thomas i Hus 40 på Sølund Bestyrelsesmedlem af Pårørendeforeningen Landsbyen Sølund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune overtog, som bekendt driften af Landsbyen Sølund fra Amtet ved kommunalreformen i 2007.

Få år efter startede Regionerne (kommunerne) og staten massive besparelser overfor blandt andet bosteder for handicappede, som igennem de sidste 10 år i den grad har ramt Sølund.

I den pose penge, Landsbyen Sølund årligt skal drives for, mangler der i år 65.000.000 kr. Næste år skrumper posen endnu mere, og næste ligeså, og næste og næste.

Samtidigt stiger kravet til Sølund, om at drive dagtilbud og bosted for endnu flere (af andre kommuners) handicappede med komplekse diagnoser, der kræver helt ekstraordinær indsats af de ansatte, for at kunne yde den krævede omsorg.

Jeg forstår ikke, hvordan Skanderborgs byråd, igennem nu 10 år, helt rutinemæssigt blot har godkendt disse besparelser, medens hverdagen for vores handicappede forringes år efter år. De burde forlængst have indset, og disse urimelige besparelser har store konsekvenser for de handicappedes hverdag og trivsel.

Jeg forstår ikke, hvordan Skanderborgs byråd, igennem nu 10 år, helt rutinemæssigt blot har godkendt disse besparelser, medens hverdagen for vores handicappede forringes år efter år.

De langsigtede konsekvenser har desværre også meldt sig, og vil skabe endnu flere kvalitetsforringelser for vores handicappede og de ansatte:

Igennem de seneste år har Sølund oplevet store vanskeligheder med at rekruttere socialpædagoger og SOSU-assistenter. Når der søges nye ansatte, sker det ofte, at der ikke melder sig kvalificerede ansøgere, og jobs forbliver ubesatte eller besættes med ufaglært ansatte.

Dele af personalet på Sølund er også efterhånden så udfordret i deres daglige arbejde, at flere og flere ansatte må sygemelde sig. Sygefraværet på Sølund har aldrig været højere end det er nu.

Idag er kun hver anden af personalet uddannet socialpædagog, og det antal vil falde yderligere, fordi færre og færre ønsker at uddanne sig til socialpædagog eller SOSU-assistent.

Og hvem kan bebrejde dem, der synes, at det ikke er særligt attraktivt at uddanne sig til et fag, hvor trivslen for de ansatte konsekvent forringes pga. nedskæringer.

Alligevel udtalte socialudvalgsformanden Anders Rosenstand Laugesen (V) på borgermødet i august, at Skanderborg Kommune “ønsker at fastholde udviklingen af Sølund som et højt specialiseret tilbud for voksne borgere med fysisk og psykisk handicap”.

Jeg spørger; hvordan kan en samlet nedskæring på 65.000.000 kr. være udvikling?

Nu er valgkampen til byrådet og regionen igang, men endnu har ingen kandidat nævnt de handicappedes situation med ét eneste ord.

De handicappede er hægtet af - som sædvanligt!

Så jeg efterlyser modige politikere i Skanderborg kommune, som vil føre valgkamp for en bedre fremtid for vores handicappede i Skanderborg (og ikke kun for de ældre på plejehjem).