Fortsæt til indhold

Et varieret udbud af boliger er en styrke for Favrskov

Debat
Erling Kvist Andersen, byrådsmedlem (A), formand for Planudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Favrskov er netop udpeget til at være den kommune i Danmark, hvor der er flest førstegangskøbere af villaer. Det er naturligvis glædeligt og endnu et tegn på, at Favrskov er en populær bosætningskommune, hvor det er muligt at bo med en almindelig indkomst. Men det er også vigtigt, at der er egnede boliger til alle grupper af borgere, herunder enlige og seniorer. Det skal være muligt at blive boende i sit lokalområde, hvis man for eksempel bliver skilt eller når en alder, hvor man ønsker at flytte til en mindre bolig uden stor have.

Derfor skal der sikres mulighed for at opføre nye boliger af alle størrelser og med forskellige ejerformer. Det skal både være muligt at være ejer og bo til leje til en rimelig pris. Jeg kender mange, som er meget glade for at bo i en almen boligforening eller i en andelsbolig, og der bliver helt sikkert behov for endnu flere af disse boliger i fremtiden.

Mange mennesker søger et fællesskab, når de for eksempel er blevet alene eller børnene er flyttet hjemmefra. Mulighederne skal derfor være der, uden at man skal flytte langt væk fra sit lokalområde. Det er derfor glædeligt, at der er nye projekter på vej, for eksempel ”Under bøgen” i Hinnerup med 55 seniorboliger med gode fællesfaciliteter. Der bliver behov for flere af den type fællesskaber over hele kommunen, så politisk skal der være opbakning til projekter af den art.

Som socialdemokrat ser jeg frem til, at mangfoldige boligformer vil blomstre fremover – lige fra ”Tiny houses” til store fællesskaber. Mindre boliger er også gode for klimaregnskabet, både når de bygges og senere, når vi bor i dem, så det er win-win-win.