Hørningskolens fremtid: Hvem afgør vores børns trivsel og udvikling?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På vegne af alle forældre til børn på Hørningskolen, sender Hørningskolens bestyrelse en offentlig appel til politikkerne i Skanderborg Kommune vedrørende processen og prioriteringer omkring vores børns fremtidige skolegang.
Hørningskolen er en specialskole med elever med vidtgående behov. Skolens elever har mange forskellige diagnoser fra autisme og ADHD til forskellige syndromer. Flere af skolens elever har fysisk handicap eller alvorlig synsnedsættelse, men fælles for dem er, at de er udviklingshæmmede i let til svær grad.
En af skolens grundlæggende værdier er, at »en diagnose er ikke en prognose«. Den er vigtig for, at Hørningskolens elever kan udvikle sig og blive så selvhjulpne som mulig. Derfor skal skolen og personalet have optimale rammer, for at kunne give vores børn en tryg og lærerig skoledag.
Skolen rummer elever fra 0.-9/10. klasses niveau. Lad os slå fast med det samme; det er korrekt, at den tidligere bestyrelse har været positivt indstillet for en placering på Sølund, men den har ALDRIG været fortaler for Pavillon5. Tværtimod har vi helt fra starten og gentagne gange gjort opmærksom på, de massive udfordringer, vi kunne se for vores børns og personalets hverdag.
Skanderborg Kommune har valgt at investere i en rapport fra NERD Architects, som skulle gennemgå Pavillon5 i forhold til vores børns behov. Konklusionen blev at Pavillon5 havde åbenlyse store problemer på flere områder.Louise Waagner, formand for Hørningskolens bestyrelse
Skanderborg Kommune har valgt at investere i en rapport fra NERD Architects, som skulle gennemgå Pavillon5 i forhold til vores børns behov. Konklusionen blev at Pavillon5 havde åbenlyse store problemer på flere områder. Adskillige af vores børn er svært gangbesværet og har behov for kørestol.
Størstedelen kæmper med udviklingsforstyrrelser og samtlige har en retardering. Ens for vores børn er, der er behov for tydelig én til én guidning og voksenkontakt. Vores børn øver sig blandt andet i, at klæde sig selv på og gå ud at lege. Dette vil absolut ikke være en mulighed, uanset hvordan man istandsætter Pavillon5, alene på grund af etageforskellen.
Vi skal nu forholde sig til 5 nye scenarier, hvoraf Pavillon5 fortsat indgår som en mulighed i 3 ud af de 5 scenarier Børne og Undervisningsudvalget har sat op. Dette på trods af NERD Architects tydelige rapport. Her ser vi kun muligheder i udvidelse af nuværende placering eller en flytning, hvor der er samme eller bedre faciliteter.
Skanderborg Kommune har 1,8 milliarder at bygge for. Derfor må vi også forvente, at kommunen formår at prioritere pengene således, de også kommer vores aller svageste skolebørn til gode.Louise Waagner, formand for Hørningskolens bestyrelse
Det må aldrig blive en forværring hvis Hørningskolen flytter til ny adresse. En udvidelse på den nuværende placering skal ligeledes give forbedringer og gøres således, at Hørningskolen også i fremtiden kan indfri de krav der stilles. Vi har fra start, og vil fortsat gerne det gode samarbejde. Vi er dog meget bekymret for, at Pavillon5 eller dele af den, sammen med en nærliggende pavillon, fortsat er på dagsordenen efter gentagne undersøgelser slår fast, at disse gamle etagebyggerier ikke kan imødekomme vores udviklingshæmmede børns behov. Hverken mere eller mindre!
Skal vi have en værdig og fremtidssikret Specialskole i Skanderborg kommune,må og skal børnenes tarv komme i første række. Skanderborg Kommune har 1,8 milliarder at bygge for. Derfor må vi også forvente, at kommunen formår at prioritere pengene således, de også kommer vores aller svageste skolebørn til gode.
Der skal være penge til, at kunne sikre bedre rammer for deres fremtidige skolegang. Det må aldrig blive sådan, at veje og stier vægtes højere end vores børns trivsel, mulighed for udvikling samt personalets arbejdsvilkår. Så kære Byråd, lad os få nogle tydelige udmeldinger, så vi ved hvad, vi skal forholde os til.