Fortsæt til indhold

Kære Leif Lahn! Vil du være med til at kæmpe kampen for syriske flygtninges rettigheder?

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Kære Leif Lahn

Du har på P1 opfordret til, at vi kontakter dig her fra Norddjurs, hvis der er noget vi gerne vil diskutere.

Jeg vil rigtigt gerne diskutere udlændingepolitikken, specielt som den udmønter sig lige nu, med hjemsendelse af syriske flygtninge.

Jeg er medlem af Nydansker Netværk Norddjurs og har arbejdet med flygtninge som frivillig de sidste 5 år og kender mange af dem som bor her i Grenå.

Syrere i hele Danmark udvises som enkeltpersoner eller måske 2 i en familie, hvor andre har fået forlænget ophold.

Syrere i hele Danmark udvises som enkeltpersoner eller måske 2 i en familie, hvor andre har fået forlænget ophold.

Mange har boet her i 5-6 år og længere, de er velintegrerede rigtigt mange af dem, snakker fint dansk og har arbejde eller går på et studie, både mænd og kvinder.

Da hjemsendelserne startede i 2019, begyndte de første flygtninge som boede i Grenå at rejse ud for at prøve lykken i et andet land i Europa. På det tidspunkt rejste i hvert fald 6 familier herfra, de første har fået opholdstilladelse i et andet land og prøver at bygge en fremtid op der i stedet. Flere overvejer nu at flygte videre og Danmark går glip af mange gode mennesker som virkelig vil landet, og som bidrager med arbejdskraft eller vil arbejde, når deres uddannelse er færdig.

For NEJ Syrien er ikke et sikkert og trygt land at rejse tilbage til. Landet styres med hård hånd af en diktator som ikke lægger skjul på, at er du først flygtet fra landet, så er du landsforræder og vil blive fængslet eller ligefrem slået ihjel. Det brutale regime er berygtet for at have de værst tænkelige torturfængsler i verden. Assad har brugt giftgas mod sin egen befolkning, og for nylig har en FN rapport beskrevet at Syrien, trods aftale om ikke at gøre det, igen fremstiller kemiske våben, og den nyeste FN rapport beskriver et absolut ikke sikkert Syrien!

Der er høj risiko som hjemsendt for at blive fængslet i Syrien for aldrig at komme ud i live.

En af mine syriske venner har fortalt, at hans bror nåede at blive fanget, før de kunne flygte, og de har intet hørt fra ham eller om ham i 8 år.

Bortset fra få områder, hvor Assad og hans støtter bor, er landet blevet meget svært at bo i. Rigtigt mange har fået deres boliger ødelagt eller konfiskeret. Hvordan skal pensionister, kvinder, teenagere klare sig uden netværk? Syrien er et diktatur uden sikkerhed for andre end Assads familie.

De flygtninge, som er kommet til Danmark, er kommet hertil for at søge tryghed og håb om en fremtid. Nu har mange mistet håbet. De kom hertil, fik måske deres familier herop efter 2-3 år og har skullet begynde på nyt liv sammen. De turde tro på og havde håb om en fremtid for deres børn.

Nu er politikken igen at splitte disse familier. Vi kan se, at det er teenagere, mødre og bedsteforældre som får inddraget deres opholdstilladelse, hvorved familierne bliver splittet.

Familier, der allerede har mistet familiemedlemmer og netværk pga. borgenkrigen, bliver nu igen splittet, sendt i lejre og i værste fald forfulgt i Syrien uden deres families beskyttelse.

Efter min mening skal de nuværende love laves om, paragraf 7.3 skal afskaffes, og vi skal beholde syrerne her, og deres familier forblive samlede, indtil der virkelig er sikkert i deres land. Bosnierne blev behandlet sådan, og i dag er rigtigt mange af dem rejst tilbage.

I Sverige og Holland får flygtninge permanent ophold efter 5 år, det ville jeg virkelig ønske vi kunne gøre her også. Mit håbe er at give disse mennesker deres nye liv i tryghed i Danmark tilbage.

Vil du Leif Lahn være med i denne kamp ?»