Styrket ældrepleje i Norddjurs
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er godt at vi, i de sidste to år, har fået tilført betydeligt flere penge til ældreplejen i Norddjurs.
Det har også været nødvendigt oven på den hårde sparetur.
På det kommende Voksen-og Plejeudvalgsmøde skal vi udmønte de ekstra 4,5 mio. kr., der bliver tilført ældreområdet i 2022.
Jeg er ret sikker på, at det vil medføre øget rengøring på plejecentrene men ellers må udvalgsbehandlingen og høringen vise hvor de ekstra penge bruges.
En forudsætning for god ældrepleje er, at vi har kompetente, engagerede og hjertevarme medarbejdere.
Men vi er ikke i mål med det! Står det til mig og Socialdemokratiet så skal vi videre. Med blandt andet:
- Normering på plejecentre og i hjemmeplejen skal fortsat øges. Vi har tillid til, at medarbejderne selv kan tilrettelægge den øgede normering til gavn for borgerne.
- Vi skal gøre en ekstra indsats for at fastholde og rekruttere medarbejdere.
- Vi skal have rullet besparelserne på sygepleje og rehabilitering helt tilbage.
- Der bliver nu lavet mad på vores plejecentre, men det skal helt ud på afdelingerne.
- Det skal være nemmere at være leder på sundheds og omsorgsområdet (andre områder også). Hvorfor vi vil kigge på ledelsesspændet(hvor mange er man leder for) og hvad vi kan gøre for at formindske det.
En forudsætning for god ældrepleje er, at vi har kompetente, engagerede og hjertevarme medarbejdere.
Det har vi heldigvis, men jeg er meget bevidst om, at tidligere besparelser, corona og rekrutteringsudfordringer har slidt og at trætheden er udbredt. Området er presset lige nu.
Derfor er det også vigtigt for mig, at vi fortsætter de seneste års spor med flere penge til normering. Samt at vi bruger pengene så det gør hverdagen lidt mindre presset for vores medarbejdere og dermed bedre for vores ældre borgere med plejebehov.
Det kan godt være at ældreområdet ikke fylder ret meget i en kommunal valgkamp, men det fylder til gengæld rigtig meget for mange ældre og deres pårørende hele året.
Jeg tror og håber at flere partier og kandidater, sammen med mig og Socialdemokratiet vil tage denne dagsorden med ind i den kommende kommunalbestyrelse.
Så der i ældreplejen bliver mere tid til den personlige kontakt, den lille snak, et kram og en hånd i hverdagen. Og så lige lidt ekstra rengøring.