Fortsæt til indhold

Favrskov skal være nummer 1

Debat
Morten BangByrådsmedlem og kandidat, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Favrskov skal være Danmarks bedste kommune, når det gælder frivillige foreninger og ildsjæle. Det skal være nemt at være frivillig i Favrskov.

Vores foreninger leverer noget unikt til vores samfund, som vi ikke finder andre steder. Sundhed, motion, glæde, sociale relationer, dannelse, oplevelser.

I vores foreninger mødes vi på tværs af alder, køn, tro, hudfarve og interesser – om det er sport, musik, spejder, billedskole eller noget helt andet er underordnet, foreningerne giver så meget til vores samfund, som ofte er ”usynligt”. Det skal vi værne om, og vi skal sørge for, at det er nemt at være frivillig leder i Favrskov Kommune.

Værdien af det, vores frivillige foreninger bidrager med til vores samfund, er uvurderligt. De er i høj grad med til at skabe rammerne for ”det gode liv”, og det gælder både børn, unge, voksne og ældre.

Vi skal hele tiden sørge for, at udbygningen af faciliteterne følger med, når vi udvikler vores byer, og vores faciliteter rundt om i kommunen skal være tidssvarende.

Vi har mange foreninger i kommunen, der er i top, det vi også have i årene, der kommer. Der skal kommunen være en aktiv medspiller. Det skal være nemt at være frivillig i Favrskov.