Debat: Tilhængere af naturnationalpark - hvordan vil I sikre, at de svageste borgere får muligheder for naturoplevelser i Mols Bjerge?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Vores voksne børn bor på et bosted i Mols Bjerge.
De har alle forskellige diagnoser, der gør, at de ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og har behov for hjælp og støtte i hverdagen.
Bostedet de bor på, har fokus på færden i naturen, for motion og naturoplevelser, rideterapi på bostedets heste, og gåture med bostedets hunde i Mols Bjerge.
Vi erfarer nu, at der ønskes at etablere naturnationalpark i Mols Bjerge. Vi erfarer også, at det betyder hegn om hele Mols Bjerge og græsning med køer og heste.
Det betyder, at vores børn så vil være udelukket fra at komme i Mols Bjerge.
Vores unge mennesker er ikke i stand til at vurdere en potentiel farlig situation i en fold med dyr. De er ikke i stand til at handle rationelt, hvis der opstår en farlig situation.
Vores børn kan ikke cykle trygt i trafikken på egen hånd, og derfor trænes disse færdigheder netop på grusvejene og cykelstierne i Mols Bjerge. Hvis der sættes hegn over grusvejene, er dette ikke længere muligt, da de ikke kan forstå at køre en anden vej eller vende om, hvis der står en ko eller hest på cykelstien.
Vi håber at politikkerne i Syddjurs Kommune vil tænke på Syddjurs Kommunes svageste borgere og deres muligheder for naturoplevelser i Mols Bjerge og sikre, at der ikke sættes hegn om hele Mols Bjerge.«