Jeg drømmer om en by
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg drømmer om en by, der er tæt og fuld af liv. Om den er høj eller lav, er ikke så vigtig. Det vigtigste er, at der er liv på gaderne, fællesrum, hvor jeg har lyst til at opholde mig, men også åndehuller, hvor sindet kan hvile, og tankerne få vinger. En varieret, pulserende, inspirerende og mangfoldig by.
I min drøm er byrummene formet sådan, at jeg kan komme af mange forskellige grunde, hvad enten jeg skal købe ind, underholdes, arbejde, dyrke motion, gå i borgerservice, til frisør, låne bøger, hygge mig, lege eller slappe af.
Så slipper jeg for at køre rundt i bilen, der kan ske noget uventet, og jeg får måske tid til at sætte mig ned og nyde en kop kaffe, mens jeg betragter mylderet af mennesker og møder en ven.
Jeg drømmer om en by, hvor der ikke kun bor én type mennesker. En by, hvor det er muligt for alle indkomstgrupper og sociale lag at bo tæt på hinanden. En by, hvor mangfoldighed og rummelighed ikke bare er ord, men noget vi lever og kæmper med i hverdagen. Vi må gerne forstyrre hinanden, inspirere hinanden og minde hinanden om, at vi hører sammen.
I min drøm er byrummene formet sådan, at jeg kan komme af mange forskellige grunde, hvad enten jeg skal købe ind, underholdes, arbejde, dyrke motion, gå i borgerservice, til frisør, låne bøger, hygge mig, lege eller slappe af.
De andre er en del af mig, og jeg er afhængig af dem allesammen, for de har alle været med til at skabe den by, jeg færdes i. Alt, hvad jeg foretager mig i byen, kan jeg kun gøre, fordi der er så mange andre, der gør noget andet, end jeg gør.
I min drøm møder jeg dem, der gør min verden mulig og så rig på muligheder, fordi byen er formet sådan, at jeg ikke kan undgå at mødes med dem. Hver gang lærer jeg mere om, hvordan de lever, og hvad de drømmer om. Og for hvert eneste møde bliver min verden forvandlet.
De allervigtigste steder i byen er derfor rum, hvor vi alle kan mødes og dele vores drømme. Rum, hvor der er så højt til loftet, at vores forestillingsevner løftes op og gør os i stand til at se de mange forbindelser, der er imellem os, så vi ikke længere kan glemme de andre, men bliver udfordret til at forestille os helt nye måder at leve på og leve sammen.
Det er min drøm. Mange har lignende drømme. Mange helt forskellige. Vi har alle vores drøm. Vær ikke bange for at dele den.