Fortsæt til indhold

Debat: Ryomgård i udvikling - afgørende beslutninger kan ikke vente længere

Debat
Dan E. Föh, Skovbakken 30, 8550 Ryomgård:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»IFM er nu så langt fremme med byggeriet af det nye Kultur- og Fritidscenter, at man er i stand til at se størrelsen på byggeriet og ikke mindst indholdet og omfanget af lokaler: Idrætssal, lokale til Distriktsrådet, cafeteria og køkkenfaciliteter samt en festsal.

Denne etape af byggeriet - lad os kalde den for etape 1, ligger langt fra de planer, der gennem flere år har været arbejdet med. Disse planer omhandlede, udover en nedrivning af dele af klubhuset, som det er sket, også en sammenbygning af klubhus med Multihallen. Denne sammenbygning sker ikke, og indgår derfor som en fase 2.

Indholdet af fase 2 er omdrejningspunktet for den arbejdsgruppe, der blev nedsat på et visionsmøde afholdt på Marienhoffskolen den 1. november med Kultursekretariatet (Syddjurs Kommune, red.) som mødeindkalder på vegne af det tidligere PUK udvalg.

Er det rigtigt, at et barn der spiller fodbold i IFM skal betale kontingent til klubben, mens barnets forældre kan deltage i et gratis arrangement på posthuset?

Arbejdet i gruppen er kommet i gang. Men foran os ligger der nogle hurdler, der kan blive svære at komme rundt om. Ikke umuligt, men svært. Eksempelvis skal alle fremtidige udviklinger ligge som en fase 2 hos IFM? Kan den plads der tilbage mellem det nye byggeri og IFMs Multihal rumme de faciliteter, vi ønsker at skabe i byen?

Hvordan er kommunens holdning til Det gamle Posthus? Der er planer om, at Distriktsrådet skal flytte op i nye lokaler hos IFM. Er det kun bogcafeen, eller kan alle de aktiviteter, der foregår på Posthuset flyttes med?

Jeg har selv peget på muligheden for at anvende Ringparken til en form for byens hus, hvor alle kulturelle aktiviteter kunne foregå. Dette rejser så spørgsmålet om Syddjurs Kommunes planer for brug af Ringparken.

Som en skygge enten over eller bag ved dette hviler spørgsmålet om betalingen for brug af lokalerne. Er det rigtigt, at et barn der spiller fodbold i IFM skal betale kontingent til klubben, mens barnets forældre kan deltage i et gratis arrangement på posthuset?

Intet i denne verden er gratis. Går du til litteratur på Ringparken er dette også gratis, men der skal bruges strøm, varme og rengøring. En regning der betales af os alle.

Skulle samme litteraturklub bruge et lokale hos IFM, vil det koste et beløb i leje, idet IFM selv skal have finansieret driften af deres bygningsmasse.

Endelig kan man bruge eller få anvist lokaler på Marienhoffskolen. Disse vil som udgangspunkt også kunne stilles gratis til rådighed.

Så arbejdsgruppen kommer til at forholde sig til, hvordan skal man kunne drifte tingene. Og hermed også hvilke driftsformer, skal de nye tiltag etableres under.

Det er vigtigt for en by som Ryomgård, at der er fleksible tilbud inden for kultur, fritid og sport. Det betyder, der skal ske en fortsat udvikling af de sportslige faciliteter, eksempelvis en udbygning af Multihallen, etableringen af atletikfaciliteter m.m., og renovering af det resterende klubhus og renovering eller etablering af nye omklædningsfaciliteter.

Der er behov for lokaler til brug for mere håndværkprægede fritidsaktiviteter, eksempelvis maling, glas, træ og metal, men også mere værkstedsprægede faciliteter. Endelig er der behov for lokaler af varierende størrelse til brug for møder, foredrag, udstillinger og koncerter.

Det betyder ikke, vi nødvendigvis skal til at bygge en masse nyt. Det betyder, vi finder ud af bruge den bygningsmasse vi har i dag, herunder ændre brugen af Ringparken fra et plejehjem til borgernes hus.

Arbejdsgruppen står overfor mange og store udfordringer. Tiden er inde til, at glemme tesen om, det vi plejer, og gøre plads til udvikling og visioner også på det rent driftsmæssige område.«