Fortsæt til indhold

Hvad blev der af den demokratiske samtale?

Debat
Af Eigil JacobsenRækkevej 9, 8370 Hadsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Under efterårets valgkamp var der store løfter fra kandidaternes side om mere åbenhed, mere borgerinddragelse og mere transparens for borgerne i forhold til kommunalbestyrelsesarbejdet.

Var løfterne blot »vidtløftigheder«? Noget tyder på det.

Undertegnede mailede 24. januar et såkaldt ’åbent brev’ til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Samme brev blev publiceret her i Lokalavisen Favrskov 26. januar.

Brevet indeholdt et helt konkret forslag til aktivt at inddrage borgere og kommunens ansatte i budgetlægningen på et tidligt tidspunkt for kommunens budget for næste år.

Det er et velkendt ordsprog, at »tale er sølv, men tavshed er guld.«

Og det praktiserer 22 ud af 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer i udstrakt grad!

Men hvordan hænger det sammen med de vidtløftige løfter om mere åbenhed, mere borgerinddragelse og mere transparens?

Kun tre kommunalbestyrelsesmedlemmer, nemlig borgmester Lars Storgaard, Take Fogh Cordt og René Schneider ’ulejligede’ sig med at reagere.

Det lover bestemt ikke godt for den demokratiske samtale her i kommunen, at de folkevalgte vælger at »gå i flyverskjul.«

Uanset om man synes om det konkrete forslag eller ej, så er det bekymrende, at det store tavse flertal i kommunalbestyrelsen ignorerer en direkte henvendelse.

Men der er jo også små fire år til de igen behøver at ”fodre os” med valgflæsk, mundsvejr og bragesnak.