De ”farlige” pukkelbump skaber tryghed i Hjortshøj
»Pukkelbump er ikke mere farlige end hurtige biler i en lille by,« mener Hjortshøj-borger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er nu over et år siden at vi fik nedsat hastigheden i Hjortshøj fra 50 km/t til 40 km/t, og det har givet gjort det mere trygt at færdes i Hjortshøj.
Bilerne farer ikke længere så hurtigt forbi, når man kommer cyklende eller gående. Og den lavere fart giver alle bedre mulighed for at reagere, hvis der skulle opstå en farlig situation i trafikken.
Derfor er vi mange, der er glade for den lavere hastighed og de medfølgende ændringer med bump, skiltning m.m.
Desværre er der jo et antal bilister for hvem det ikke er nok at skilte med f.eks. 40 km/t; men hvor der også skal chikaner til for at få dem ned i fart.
Den side af sagen manglede helt i Lokalavisens dækning af sagen om de pukkelbump, som nogle bilister føler sig generet af; men som man f.eks. kan passere uden problemer som cyklist.
Selvfølgelig skal pukkelbump eller andet ikke genere naboerne, og det bør Aarhus Kommune og andre ansvarlige selvfølgelig tage hensyn til. Men de er ikke mere farlige end hurtige biler i en lille by.