Fortsæt til indhold

Det ender med, at vi skal dele svømmebassin med isbjørnene i Skandinavisk Dyrepark

Debat
Thøger Trold Pauli, Thorsager:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Vi benytter med stor fornøjelse flere gange om ugen svømmehallen i Grenaa. Det er en fin svømmehal, den bedste på Djursland efter vores mening.

Personalet venligt og imødekommende, rent og pænt og lyst og venligt. Men det undrer os, at der ikke er flere, der benytter svømmehallens bassiner.

Der er plads nok, og udover sommergæster og skoler, der af og til benytter svømmehallen, så er det småt med besøgende.

Prisen kan have en del af forklaringen, og det er uforståeligt, at det skal være så dyrt.

Et klippekort er netop steget ca 8 procent, så det kan være et indgreb i budgettet, hvis man som pensionist vil benytte det flere gange om ugen. Man kunne jo overveje i stedet at sætte prisen ned, da de faste udgifter til personale, opvarmning og drift jo er de samme uanset hvor mange besøgende, der er på en dag.

Man kunne sågar overveje at gøre det gratis, for indtægterne kan selv med prisstigningen og det ringe antal besøgende ikke være astronautiske. Hvis man satte prisen 20 procent ned i stedet for og det resulterede i, at besøgstallet steg med 20 procent, så ville det ikke blive dyrere.

Folkesundheden skal vi også tænke på. Kommunerne har jo interesse i, at borgerne holder sig i god form og er sunde og friske. Så sparer vi også udgifter til pasning og pleje på den lange bane.

Så kan det jo også undre, at der ikke forlængst er oprettet en stor tidssvarende svømmehal i Rønde, men det er en anden sag.

Vi skulle jo nødigt ende med at dele svømmebassin med isbjørnene i Skandinavisk Dyrepark.«