Fortsæt til indhold

Fjernvarme: Vi skal handle nu

Debat
Kirsten og Ole Juhl,Christinedahlsvej 38, 8464 Galten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Til alle os borgere i Skovby, Stjær og Storring: Fjernvarmen er vigtig.

Vi har fået en chance for fjernvarme allerede fra næste vinter (2023-24) igennem Kredsløb, hvis altså vi når 70 procent tilslutning inden 1. november 2022.

Vi kan ikke vide, om chancen for fjernvarme kommer igen, men det vi ved, er, at når vi ikke de 70 procent tilslutning, får vi endnu flere år med dyr naturgas og høje elregninger. Flere vil i de år vælge noget andet f.eks. varmepumper, som kan forhindre vores mulighed for at få billigere fjernvarme, da det så ikke er muligt at opnå en tilslutning på 70 procent.

De tider vi lever i lige nu, har lært mig, at det er meget svært at spå om fremtiden. Hvem havde troet verden ville se sådan ud i dag, for bare et år siden. Lige nu ser vi ind i astronomiske el- og gasregninger og øgede renter på vores huslån.

Én ting, vi selv kan styre, er at sige JA til fjernvarme fra Kredsløb. Fjernvarmeprisen er meget mere stabil end el- og gaspris.

Kredsløb har mange ressourcer i deres opvarmningspulje; er elprisen høj brændes affald af, er flis dyr bruges geotermisk varme m.m. Kredsløb har endnu flere muligheder, end dem jeg har opridset her.

Det kan ikke undgås, at der kommer prisstigninger på fjernvarme hos Kredsløb, der kan forekomme en stigning op mellem 8-15 procent det næste år. Det vil altså sige stigninger, som er mindre end dem, vi ser ved el og gas.

Skulle priserne ændre sig, og fjernvarmen fra Kredsløb bliver for dyr, vil det stadig være muligt for os som forbrugere at opsige abonnementet hos Kredsløb, hvilket vil sige, at fjernvarme kan være med til at øge varmepris-konkurrencen hos os. Men det kan vi kun hvis vi har fået fjernvarmerør i området.

Jeg har kontaktet tre ejendomsmæglerne fra Galten. De vil ikke spå om fremtiden, men de vil gerne fortælle, hvad de oplever lige nu. De siger uafhængig af hinanden, at lige nu falder prisen meget på huse med naturgas.

Bonus: Kommer Kredsløb til at lave et overskud, så SKAL Kredsløb betale pengene tilbage til forbrugerne, enten ved at sænke fjernvarmeprisen eller direkte betale pengene tilbage til forbrugerne (skal det også være os?), altså: Pengene ryger ikke i en kapitalfonds meget rummelige pengekasse.

Jeg har kontaktet tre ejendomsmæglerne fra Galten. De vil ikke spå om fremtiden, men de vil gerne fortælle, hvad de oplever lige nu. De siger uafhængig af hinanden, at lige nu falder prisen meget på huse med naturgas. Indgangsvinklen er minimum 100.000 Kr. i nedslag til ny varmekilde, typisk helt op til 10 procent nedslag på salgsprisen.

Huskøbernes fortrukne varmekilde er fjernvarme, kommer det enstemmigt fra alle tre mæglere.

Mark Højby Vittet fra EDC siger, at ”Investeringen til fjernvarme er hjemme mere end 1-1 ved hussalg”

Ejendomsmæglerne fortalte også om naboer, der har fået flyttet deres naboers varmepumper på grund af støjgener. Hvad gør man så, hvis grunden ikke er stor nok?

Ejendomsmæglerne fortalte derudover om oplevelser, hvor bankerne bevilliger mindre lån til huse med naturgas, elvarme og andre dyre opvarmningsformer, fordi opvarmningen er så dyr. Eller hvor bankerne helt afviser muligheder for køb af huse med naturgas, fordi opvarmningen er for dyr. Til trods for at køberen ellers tidligere var godkendt til det. Energimærket på et naturgas-opvarmet hus er helt i bund, specielt et 1970er hus som vores.

I april 2022 skrev Nationalbanken, at naturgasopvarmede huse i gennemsnit er faldet med 74.000 kr. Samtidig er gaspriserne, i august måned alene, 5 dobbelt i pris, så jeg tør ikke engang tænke på, hvad det betyder for vores huspriser. Se Nationalbankens hjemmeside, memo nr. 204 fra april 2022.

Hvis vi når de 70 procent, kan vi alle være på fjernvarme til fyringssæsonen 2023-2024. Så vi kan begynde at spare penge og sikre vores værdi af huset. Det ville jo være fantastisk.

Gå ud og tal med din nabo, venner og bekendte i byerne, tal fjernvarme, besøg Kredsløb vognen – alt afhænger af os – dig og mig – det kommer ikke af sig selv, fra staten eller fra kommunen.