Debat: Ind til byen eller ud af byen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg tænker, det er rigtig godt for Skanderborg, at der er iværksættere og fremsynende, der kan se muligheder i at udvikle byen på et af de efterhånden forfaldne områder – nu blandt andet kommende Kirkegaards Baghave.
Men samtidig tænker jeg også, at byen bliver markant større og profileret som en opdelt by med handelsmuligheder samlet omkring et sted – nemlig omkring Bloms Butikker.
Få nu COOP ind i spillet om fremtiden for deres tidligere og mangeårige Kvickly, der i dag kun benyttes til opbevaring af inventar, og i stedet etablere en eller måske to dagligvarebutikker i den modsatte ende af byen ved Mindet.
Vrold/Vestergade er en ting, som folk kører til, og Højvangen eller Stilling/Hørning er et andet sted for at handle lokalt uden for Skanderborg City – tænk bare på, hvad Hørning har af butikker, som ikke trækker kunderne ”helt” til den til tider tomme Skanderborg midtby.
Lad nu den slunkne og usynlige handelsstandsforening komme ud af baglokalerne for at motivere og sætte sit præg på netop Mindet.
Byen Skanderborg kan simpelthen ikke være det bekendt, at al handel kun kan forgå i den modsatte del af byen.
Måske var det en idé, at de erhvervsdrivende på eller tæt på Mindet gjorde opmærksom på sig selv ved en fælles markedsføring i Uge-Bladet for at gøre opmærksom på sig selv, og hvad de tilbyder i området.