Hvordan kan 26 lokalpolitikere støtte et fatamorgana?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Skal vi have en kommunikationsmast på toppen af Trehøje? Nej selvfølgelig skal vi ikke det. Det vil jo være en hån mod hele området, naturen, Mols Bjerge og vore mange turister. Desuden er området beskyttet af Natura 2000, Fredning og flere andre beskyttelser. Så det er der jo heldigvis ingen fornuftige mennesker der vil foreslå dette.
Anderledes ser det ud ved Kalø Vig, nærmere bestemt ud for Kalø Slotsruin, hvor nogle for længst forsvundne politikere kom med en drøm om et velkomstcenter. I første omgang var ideen, at det skulle placeres på Kalø Gods eller et sted i / ved Ebeltoft. Der var sågar et borgerforslag fra en lokal Ebeltoft-arkitekt, som lavede nogle fine tegninger til et område og en bygning, placeret lige før man nåede frem til Ebeltoft. Dette projekt blev dog meget hurtigt fejet af bordet af kommunen fordi man på en almindelig mark pludselig havde opdaget at området var beskyttelsesværdigt. I dag er området så til salg til som industrigrund. Nej, det skulle heller ikke være Kalø Gods, som den gang kun havde få beboer i form af Aarhus Universitet – og i dag står helt tomt. Masser af plads. Et ellers ideelt sted og en god samfundsmæssig løsning endda med en god infrastruktur.
Altså anvender man et firma, der ikke er uvildig.
Nej, det skulle nu være på stranden lige foran Kalø Slotsruin. Jamen, det er jo beskyttet med alle mulige beskyttelser, endnu flere beskyttelser end Trehøje …
Sagen har nu kørt i omkring 13 år og Nationalpark Molsbjerge har brugt millioner af kroner på projektet uden det har rykket. Penge der skulle være brugt til naturpleje og udvikling. Syddjurs Kommune har sandsynligvis også brugt millioner på projektet. Det forsvinder lidt i tågerne, men administrationen har arbejdet tæt med Nationalparken i en projektgruppe om at skabe et center på stranden. Langt om længe fik kommunen udarbejdet en omfangsrig lokalplan, som så blev underkendt af statslige myndigheder. Hvad gør man så, jo man laver da bare en ny lokalplan, godt nok en kopi af den gamle med mindre modifikationer. Dertil vedlagt en miljørapport. En rapport kommunen har bedt det arkitektfirma, som vandt Nationalparkens arkitektkonkurrence, om at udarbejde. Altså anvender man et firma, der ikke er uvildig. Arkitektfirmaet har selvfølgelig ikke forstand på at udarbejde selve rapporten og beder en underleverandør om at gøre dette. Altså briefer arkitektfirmaet underleverandøren i bl.a. ”et afgrænsningsnotat, der fastlægger miljørapportens indhold og detaljeringsgrad.”, som det står i miljørapporten. Det viser sig også tydeligt i den ellers lange rapport. Rapporten er både mangelfuld og vildledende omkring synligheden, herunder parkeringsanlægget, som ikke illustreres på nogen måde. Miljørapporten kostede kommunen 335.000 kr. (inkl. moms). Men det er nok småpenge i forhold til det der er spenderet. Ind til videre på ingenting.
Nå, men byrådet viser næsten ingen slinger i valsen omkring velkomstcenteret, nej besøgscenteret, nej velkomstcenteret, nå nej nu igen besøgscenteret. Forældrene kan åbenbart ikke finde ud af hvad det ufødte barn skal hedde, men det er jo også svært. Så er det langt lettere at bygge på et fredet areal, beskyttet af Natura 2000, Strandbeskyttelsesloven og mange andre beskyttelser.
Lige nu fejrer Nationalparken at de fik det igennem byrådet med 26 ud af 27 stemmer. Men trængslerne er ikke slut endnu. Man skal lige have en fredning ophævet (som ellers var lavet for at tilgodese fremtidige generationer og som vi har haft fornøjelse af), forbigå EU’s Natura 2000 fordi der ikke findes andre alternativer (af hvilke jeg ellers tidligere har beskrevet fire) og overbevise andre statslige myndigheder om ideens fortræffelighed, så man vil tilsidesætte strandbeskyttelsesområdet, skovbyggelinjen og …..
Og så er det jo også nye indsigelser, der måtte komme til de statslige myndigheder, som skal overvindes.
Kom nu til fornuft og stop med at bruge vore skattekroner i både Nationalparken og i Syddjurs Kommune og lad os beholde området intakt mod en ikke gennemtænkt idé. En idé som er født i en anden tidsalder.«