Fortsæt til indhold

Vi har været forbi Lillerupparken 11. april

Debat
Christoffer Pedersen (V),Formand for Sundheds- og Ældreudvalget:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I en leder/debatindlæg i påskens udgave af Adresseavisen slår lokalredaktør Lars Norman Thomsen til lyd for, at jeg burde komme ud på de plejehjem, som i januar blev ramt af afskedigelsesrunder som følge af budgetoverskridelser. Lokalredaktøren skriver, at ”det er selvfølgelig det eneste rigtige, og tilsyneladende er det ikke sket endnu”.

Hvis nu lokalredaktøren havde læst sin egen avis, så ville han have erfaret i et tidligere indlæg fra borgmesteren, at han ordret skriver: ”Jeg planlægger desuden i nær fremtid at besøge vores medarbejdere på begge plejehjem sammen med udvalgsformand Christoffer Pedersen”.

Borgmesteren, kommunaldirektøren, direktøren for sundhed og dannelse samt undertegnede besøgte således Søhusparken i Ebeltoft den 13. marts og har besøgt Lillerupparken den 11. april. Til møderne har vi både mødt ledere, medarbejdere samt beboere.

Jeg har ligeledes tidligere mødtes med formand for pårørenderådet i Lillerupparken, Bent Kristensen, til et rigtig godt og konstruktivt møde. Vi aftalte i øvrigt at mødes igen, når vi nærmer os sommerferien. Dertil kommer, at jeg selvfølgelig løbende er - og har været - i kontakt med både pårørende, medarbejdere, ældreråd m.fl.

Vi har fuldt fokus på at sikre en velfungerende ældrepleje i Syddjurs Kommune, og de mange dygtige medarbejdere som hver dag knokler for at give vores ældre medborgere en god hverdag, fortjener den største respekt.«

Lokalredaktøren svarer:

Kære Christoffer Pedersen.

Jeg har naturligvis nærlæst den sætning, du citerer borgmesteren for at have skrevet. Den var et svar til din partifælle, Claus Wistoft, der i et tidligere indlæg spurgte om borgmesteren var en struds - som jeg i øvrigt også citerer i lederen.

Fint, at I har været forbi Lillerupparken 11. april. Så er alt sikkert blevet meget bedre. Godt for medarbejdere, de pårørende, men selvfølgelig mest for beboerne.

Fint, at I har været forbi Lillerupparken 11. april. Så er alt sikkert blev meget bedre

Der er ro på igen.

Venlig hilsen

Lars Norman Thomsen