Fortsæt til indhold

Debat: Sikringen af vores fremtidige drikkevand er gået i stå i Skanderborg

Debat
Kim Kusk MortensenPå vegne af Skanderborg Vandsamarbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune er en af de få kommuner i Danmark, der længe har haft fokus på grundvandsbeskyttelse, og allerede i 2017 besluttede byrådet at ville sikre grundvandet med en langsigtet planlægning. En planlægning, som er baseret på at lave grundvandsbeskyttelse, dér hvor det kan betale sig på lang sigt.

Skanderborg Vandsamarbejde er en forening af alle vandværker i Skanderborg Kommune, som blev etableret i 2019 til at repræsentere vandværkerne i forbindelse med sikringen af grundvandet i hele kommunen.

Vandsamarbejdes aftale med Skanderborg Kommune er kort beskrevet, at kommunen skal udarbejde indsatsplaner, som beskriver, hvilke boringer fremtidens vandforsyning skal baseres på og beskrive, hvordan disse boringer skal beskyttes. Herudover skal kommunen indgå frivillige aftaler med lodsejere om dyrkningsrestriktioner, så grundvandet ikke bliver forurenet.

Vandsamarbejdets rolle er at sikre, at der kan betales erstatninger til lodsejerne ved hvert år at opkræve 1 kr./m3 hos forbrugerne. Vi har ligeledes indgået en aftale om at låne 50 millioner kroner med kommunegaranti, så vi fra starten har penge nok til at udbetale erstatninger.

Med det vandforbrug vi har i Skanderborg Kommune, kommer der cirka tre millioner kroner ind pr. år, og vi har indtil i år indsamlet seks millioner kroner. Status er, at vi nu har udbetalt tre millioner kroner i erstatninger i forbindelse med beskyttelse af to boringer i Ry-området, som er beskrevet i Uge-Bladet Skanderborg den 8. marts 2023 – en artikel, der handler om, hvad Skanderborg Kommune har gjort for vores grundvand i kommunen.

Der er indtil nu lavet indsatsplaner for 1/4 af kommunens vandværker, og der er indgået frivillige aftaler for de to boringer i Ry. Vi er godt i gang, og det gode arbejde bør fortsætte for resten af kommunens drikkevandsforsyning.

Desværre har byrådet besluttet at lave nedskæringer i budgettet til blandt andet grundvandsafdelingen, så arbejdet med indsatsplaner nu er sat i stå. Derfor ser det ikke lovende ud med sikring af grundvandet i resten af kommunen.

Vi mangler stadigt at få lavet indsatsplaner for ¾ af vandværkerne i Skanderborg. Det er kommunen, der er myndighed og har kompetencen til at lave indsatsplaner, som kræver stor indsigt i geologi og viden om, hvor vores grundvand kommer fra. Det er også kommunen, der har myndighed til at indgå aftaler med lodsejere.

Sikring af drikkevandet i Skanderborg Kommune står derfor stille – i en tid, hvor der til stadighed findes miljøfremmede stoffer i flere og flere boringer i hele landet.

Vandsamarbejdet håber, at byrådet vil genoverveje deres beslutning – så vi igen kan komme videre med sikring af vores drikkevand.