Fortsæt til indhold

Venstre vil have valuta for klimapengene - er de andre partier enige?

Debat
Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V). Byrådsmedlem på vegne af Venstres gruppe:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Alle taler om det - vi forbruger for meget. Det giver CO2, som er dårligt for vores klima.

Byrådet har netop vedtaget sin første klimahandlingsplan, hvor de konkrete indsatser er beskrevet. Vi skal, som alle andre, nedbringe vores udledning af CO2 med 70 procent inden 2030. Det er en stor opgave, der kommer til at kræve ændringer for os alle. Udledningen i Syddjurs Kommune svarer til, at hver enkelt borger skal nedbringe CO2-bidraget fra 13,5 tons i dag til 4,9 tons i 2030.

Venstre synes, at alle klimaindsatser er vigtige, men vil være garant for, at vi bruger ressourcerne, hvor vi får størst klimagevinst.

Heldigvis er det ikke hjemme i husholdningen, at alle de tons CO2 skal findes.

Faktisk viser klimahandlingsplanen, at de største bidrag kommer fra virksomheders initiativer og fra privat-offentlige partnerskaber.

Eksempelvis vil solceller bidrage med 28 procent af CO2-reduktionen, udtagning af humusrige lavbundsjorde med 13 procent og et fælles biogasanlæg på Djursland med et endnu større bidrag.

Fælles for de indsatser med den største virkning er, at kommunen kun har en begrænset indflydelse på om de bliver til noget.

Vi kan være konstruktiv sparringspartner og sørge for at skabe de rammer, som de virkningsfulde indsatser kræver.

Venstre synes, at alle klimaindsatser er vigtige, men vil være garant for, at vi bruger ressourcerne, hvor vi får størst klimagevinst.

Dét kommer til at kræve politisk mod og rygrad.«