Fortsæt til indhold

Pia K. blander sig i debatten om Molslaboratoriet

Debat
Pia Kjærsgaard, dyrevelfærdsordfører, Dansk Folkeparti:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Venstres byrådsmedlem i Syddjurs, Jens Bjørn Andersen, har været en tur på Molslaboratoriets arealer for at se det berygtede rewilding-projekt, hvor dyrene skal passe sig selv.

Den gode venstremand skriver i Lokalavisen, at han så køer, der havde for lidt at spise, og hingste, der sloges om hopperne.

Jeg vil gerne takke Jens Bjørn Andersen for at gøre omverdenen opmærksom på de usle forhold, som dyrene lever under. Jeg håber samtidig, at han fortæller sin partifælle, landbrugs- og fødevareminister Jacob Jensen, om sine oplevelser. I håb om, at Jacob Jensen kommer i tanker om, hvad han tidligere mente om naturnationalparker og rewilding.

For sagen er desværre, at Venstre, der tidligere var kritisk overfor at lade de store dyr passe sig selv, er vendt på en tallerken, efter de kom i regering.

Før valget var Venstre imod at indhegne store skov- og naturarealer. De var også bekymret for dyrevelfærden, når der dispenseres fra dyrevelfærdslovens regler om, at dyr skal tilses jævnligt, hvis de er fritgående, og at ”enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt”.

Som Jacob Jensen og fire andre Venstre-folk skrev i Altinget i 2022 om de kommende naturnationalparker, som skal drives efter rewilding-filosofien:

”…hvorfor skal dyrevelfærdsloven være mere lempelig på statens områder end andre steder, sådan som den vedtagne lov giver mulighed for? Her er Venstre helt på linje med eksempelvis Dyrenes Beskyttelse, der som eksperter på området udtrykker stærk kritik af forslaget”.

Men det var før valget. Nu mener Venstre noget andet.

Forleden sagde Venstre nej til et forslag fra Dansk Folkeparti om at der ikke skal kunne dispenseres fra dyrevelfærdsloven på statens arealer. Det ville ellers forhindre, at dyr får lov at lide, sådan som det lige nu sker hos Molslaboratoriet.

Måske Jens Bjørn Andersen skulle invitere fødevareminister Jacob Jensen en tur til Mols, så han kan se, hvordan dyrene har det. Jeg tager gerne med.«