Fortsæt til indhold

MTB-spor giver et stort smil på læben

Debat
Morten BangByrådsmedlem (V) og formand for Kultur- og Fritidsudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Foråret er på vej, solen titter frem, skoven bliver grøn, og vi går mod lysere tider. I Favrskov er der masser af muligheder for at komme ud i naturen, hele året. Men når foråret kommer, så betyder det ekstra trafik på vores mange flotte MTB-spor.

Jeg elsker at komme ud og ”trille” på min mountainbike. Jeg cykler ikke lige så hurtigt som Jonas Vingegaard eller de andre stjerner, vi følger tæt, når de cykler rundt omkring i hele verden, men jeg kører med et stort smil på læben, når jeg på mine ture kommer rundt på de forskellige spor.

Siden jeg blev valgt ind i byrådet første gang i 2017, har jeg kæmpet for midler til anlæg, vedligeholdelse og drift af MTB-spor. Det er gennem årene lykkedes at få MTB-sporene på budgettet, hvilket har været meget tilfredsstillende.

Pengene er én ting, men for at MTB-sporene ”lever”, så kræver det en vanvittig vigtig indsats af alle de frivillige ildsjæle, der gennem årene har knoklet (og stadig gør det) for, at vi i Favrskov er beriget med disse spor.

Så når jeg cykler rundt på sporene, smiler jeg, fordi vi her i Favrskov har muligheden i ”egen baghave” for at få skønne naturoplevelser på mountainbike.

Så kære frivillige, der knokler på sporene – TAK for Jeres indsats. Det kommer borgerne i Favrskov og omegn til gode, så vi kan cykle rundt på sporene med et stort smil på læben.