Fortsæt til indhold

Stærk tilsynsrapport hos Voldum Plejecenter

Debat
Simon Buus Olsen,byrådsmedlem for Venstre, Bøgehaven 8370 Hadsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På vores seneste byrådsmøde behandlede vi indtil flere sager, hvor debatten og snakkelysten var i højsædet, men et punkt blev der ikke nødvendigvis nævnt så meget om, og det var ellers et utroligt opløftende punkt – nemlig tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der havde været på besøg hos Voldum Plejecenter.

Ofte når vi snakker om ældrepleje, så snakker vi om problemerne, manglende hænder eller i værste fald sager som Else-sagen. Forfærdelige sager og forhold, som vi ofte kan få til at blive store generelle problemer.

Jeg sidder ikke selv i Social og Sundhedsudvalget, så det helt dybdegående indblik i vores ældrepleje er jeg ikke helt inde i, men mit indtryk fra medlemmer af udvalget er, at vi har en rigtig god ældrepleje og gode plejecentre i Favrskov.

På selvsyn så jeg, hvordan det gode personale på Tinghøjs demensafsnit tog sig af min mormor, før hun gik bort. Et helt fantastisk personale, der virkede til at have helt styr på tingene, men også havde et utroligt stort nærvær til borgerne hos dem.

Hver gang en af personalerne kom ind til min mormor, så var de forbi hende og lige give hende en berøring eller sågar også et kram, så hun lyste helt op af den nærhed, hun modtog.

Der var tryghed hos min mor ved, at min mormor var i gode hænder og havde det godt på Tinghøj. Det er også vigtigt, at de pårørende føler trygheden for deres nære, når de har brug for hjælp fra andre i deres sidste leveår.

Vores ældre medborgeres sidste destination i livet er oftest på vores plejecentre og de fortjener, at den sidste tid er god og tryg, og det skaber man i Voldum.

Det indtryk af at vi har en god ældrepleje, blev jeg blot bekræftet i, da vi kom forbi punktet på byrådsmødet den anden dag. For den tilsynsrapport, som Styrelsen for Patientsikkerhed lavede om Voldum Plejecenter, var rigtig god læsning. Der stod blandt meget andet:

”Tilsynet oplyser, at plejeenheden fremstår velorganiseret, og der benyttes relevante faglige metoder og systematiske arbejdsgange i forbindelse med den daglige pleje, omsorg og hjælp til borgerne.

Borgerne oplever at have indflydelse på deres eget liv og være inddraget i beslutninger med betydning for hverdagslivet og der er masser af muligheder for at deltage i meningsfulde aktiviteter”.

Det er altså rigtig god læsning, som personalet på Voldum Plejecenter virkelig kan være stolte af.

Vores ældre medborgeres sidste destination i livet er oftest på vores plejecentre og de fortjener, at den sidste tid er god og tryg, og det skaber man i Voldum og efter min viden også på alle andre plejecentre i Favrskov, og det skal vi naturligvis fortsætte med i fremtiden, hvor vi bliver lidt flere ældre.