Fortsæt til indhold

Ih hvor er det kommunalt

Debat
Tony BøgholmMinervavej 16, 8450 Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er jo den gamle sang fra 1936, som igen er aktuel her i Hammel i forbindelse med vejarbejdet på Gl. Randersvej. For flere år siden blev der anlagt nogle ”grønne rabatter” med kantsten, og der blev plantet træer og sat nogle granitsøjler op, og ind mod fortovene blev der anlagt en cykelbane, som jo fra begyndelsen var alt for smal.

Hvor mange gange disse søjler er blevet påkørt, ved jeg ikke, men det er sket mange gange med stor skade på bilerne. Selvfølgelig kan bilisterne da bare se sig for, men sket er sket.

Nu knokler folkene fra Magnus Frisch i denne tid med at udvide cykelbanerne til det dobbelte, og de laver et rigtig flot stykke arbejde, men til hvilken nytte?

De personer i kommunens forvaltningen, som har sat det hele i gang – efter en vedtagelse i kommunen i 2022 – med indstilling om arbejdet, har vel ikke tænkt sig om.

Hvor mange cyklister kører der på Gl. Randersvej? Kan det virkelig retfærdiggøre denne udvidelse til måske flere millioner kroner, som kommunen kunne have brugt til noget bedre?

Denne udvidelse vil ikke få billister til at holde op med at parkere foran cykelbanerne, da der jo ikke er noget forbud herom.

Disse rabatter burde fjernes, og i stedet skulle der lave vejbump som på Minervavej før Skovvangskolen.

Det er virkelig noget, billisterne kan ”mærke”, og farten bliver sat ned, og der er plads til cyklisterne.

Havde kommunen fra starten lavet sådanne bump på Gl. Randersvej eller gjort det nu i stedet for udvidelsen, ville det være blevet meget mere trafiksikker, for det er vel det, ”øvelsen” går ud på og ikke bare at bruge unødige penge.

Præcisering: Udover udvidelsen af cykelbanerne bliver der rent faktisk etableret fire vejbump Gl. Randersvej, som læserbrevsskribenten efterspørger. Med hensyn til prisen på fartdæmpningsprojektet på Gl. Randersvej, så har byrådet afsat 600.000 kroner til arbejdet.

Redaktionen, Lokalavisen Favrskov