Alpedalen Hornslet bør have klar melding nu
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Høringssvar om kommunens socialpsykiatriske værested, ”Midtpunktet”, Alpedalen 14 i Hornslet.
De 18 nuværende brugere af kommunens socialpsykiatriske tilbud i Alpedalen 14 i Hornslet bør nu få en klokkeklar melding fra et flertal i byrådet. Meldingen/byrådsbeslutningen bør blandt andet indeholde følgende elementer:
1) Værestedets nuværende lokaler og udendørs faciliteter i den tidligere børnehave bevares og videreudvikles i de kommende måneder og år - i samspil med brugerrådet og ejendommens ejer, den private boligorganisation DjursBo.
2) Den nuværende personale-normering på 3 kommunale fuldtids-medarbejdere bevares. Der kan kun indsættes vikarer i særlige tilfælde, og da kun efter skriftlig godkendelse fra en af kommunens direktører eller chefer - dette for at øge trygheden hos alle værestedets brugere.
3) Nye brugere optages i væresteds-tilbuddet efter skriftlig beslutning af en kommunal chef eller direktør. Det samme gælder, hvis en bruger skønnes at have behov for nogle måneders pause fra tilbuddet, uanset baggrund for de tre faste medarbejderes skøn.
4) Hver enkelt bruger skal til enhver tid kunne tale fortroligt med en af husets medarbejdere - også om for eksempel medicin-indtag, privatøkonomi, ensomhed, osv.
5) Hver enkelt bruger bør have ret til at anmode en af de faste medarbejdere om at ledsage sig til samtaler/konsultationer hos for eksempel egen læge eller på Region Midtjyllands psykiatriske center i Rønde.
6) Værestedet i Alpedalen 14 bør fra nu af ses som en del af byrådets/kommunens nye ”Sundheds- og ældrepolitik 2023-2026”. Herom kan alle nu (siden 22. juni, da politikken blev lagt online til offentlig høring) læse på kommunens hjemmeside:
”Politikken indeholder seks fokus-områder:
1. Lige muligheder for et sundt og aktivt liv.
2. Mental sundhed og høj trivsel i alle aldre”.
3. Sammenhæng, tryghed og høj kvalitet i forbindelse med sygdom.
4. Stærke fællesskaber modvirker ensomhed.
5. Pårørende og netværk.
6. Livskvalitet, selvbestemmelse og en værdig afslutning på livet.”
Citat slut fra syddjurs.dk. Bemærk ikke mindst fokus-område nr. 2 - herunder at byrådets sundhedspolitik gælder ”alle aldre”, altså også aldersgruppen ”yngre voksne”, som mig bekendt omfatter langt de fleste af værestedets nuværende brugere.
Byrådet bør nu sende et klart signal til direktionen: Disse Syddjurs-borgere skal ved de kommende års ”sparekataloger” skånes for den truende ”sparekniv”.
7) En af de tre faste medarbejdere bør - sammen med 2-3 medlemmer af brugerrådet i Alpedalen 14 - mindst hvert halve år inviteres til dialog-møde i byrådets udvalg for Sundhed og Ældre (og desuden eventuelt i byrådets udvalg for Social og Beskæftigelse).
8) Alle byrådsmedlemmer forpligtes til at læse/genlæse det høringssvar, som er indsendt til kommunen af en af ”Midtpunktet”s brugere, Martin Kusk. Læs herunder Martins referater af hans samtaler med 13 andre brugere, som har godkendt på den måde at bidrage til høringssvaret med fuldt navn, altså som en slags vidneudsagn.
9) Alle byrådsmedlemmer opfordres til at læse/genlæse lokalredaktør Lars Norman Thomsens glimrende reportage fra Alpedalen 14 i Adresseavisen/lokalavisen.dk onsdag 5. juli - inklusiv et stærkt interview med førnævnte bruger, Martin Kusk. Og se TV2 Østjyllands reportage fra Midtpunktet, blandt andet med Martin og en kvindelig bruger med selvskade-udfordringer.
10) Eftersom angst er en gennemgående udfordring for mange af brugerne på det socialpsykiatriske værested, bør byrådet nu sende et klart signal til direktionen: Disse Syddjurs-borgere skal ved de kommende års ”sparekataloger” skånes for den truende ”sparekniv”. Hvis byrådet ønsker at overveje reduktioner/besparelser/nedskæringer på Alpedalen 14 - og andre psykiatri-tilbud - skal diverse brugere og deres pårørende inddrages i en dialog bag lukkede døre. Sådan at ingen brugere fremover skal føle sig nødsaget til at udlevere deres egne personfølsomme informationer offentligt - blot for at afværge en truende sparekniv mod deres værested som i disse 10 uger, 21.6.-30.8. 2023.