Fortsæt til indhold

Quiet quitting – stille tilbagetrækning – resignation

Debat
Kristian R. Skovmose,sognepræst, Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ind imellem støder man på udtryk, begreber eller fænomener, som er nye, eller i det mindste er nye for en selv. Det skete for mig for nogle måneder siden. Det var en af de dage, hvor man ikke rigtigt kan tage sig sammen til noget; er grebet af ugidelighed. Lidt bevidstløst og ustruktureret læste jeg nyheder på forskellige elektroniske platforme, og pludselig stoppede mine øjne op ved udtrykket ”quiet quitting”.

Udtrykket quiet quitting dækker over et fænomen eller en tendens i tiden, som blandt andet stiller kritiske spørgsmål ved vores arbejdsliv, og som udfordrer både arbejdstagere og arbejdsgivere til åbent at drøfte arbejdsforhold og arbejdsmiljø.

Begrebet Quiet quitting opstod på Tik Tok i august 2022. Amerikaneren Zayad Khan lagde en video op, hvor han gav udtryk for, at ”arbejdet behøver ikke være dit liv”. Tanken er, at du ikke opgiver dit job, men du opgiver tanken om ”Going above and beyond at Work”. Ikke mindst Covid19-pandemien, som fremprovokerede nye arbejdsformer som hjemmearbejder og større fleksibilitet har medvirket til fænomenets opståen.

De siger ikke op. De siger ikke fra. I stedet har de fundet en usynlig løsning på et arbejdsliv ude af balance. De vælger »quiet quitting« og nøjes med at sige op mentalt...

En ledelseskonsulent har sagt: Quiet quitting er det tavse selvforsvar mod et arbejdsliv ude af balance. De siger ikke op. De siger ikke fra. I stedet har de fundet en usynlig løsning på et arbejdsliv ude af balance. De vælger »quiet quitting« og nøjes med at sige op mentalt og er fast besluttede på aldrig at lave mere end allerhøjst nødvendigt for at undgå konsekvenser.

Quiet quitting fænomenet rummer positive sider, fordi vi inspireres til at se kritisk på for eksempel samspillet imellem arbejde og fritid, arbejdsbelastning, arbejdstider, fleksibilitet i arbejdet, stress, stemning på arbejdspladsen, samspillet imellem kolleger, forholdet imellem medarbejdere og ledelse og meget mere. Kort sagt det kan være med til at fremme refleksioner i retning af en sund balance imellem de mange forskellige livssituationer i vores hverdag.

Quiet quitting har også negative sider – krævende udfordringer - for organisationer, virksomheder, ledelser og medarbejdere, fordi der stilles spørgsmål ved traditionelle og fastlåste strukturer og arbejdsformer. Der er behov for dialog og stor gensidig lydhørhed, hvis medarbejderes engagement og medspil skal opretholdes. Samtale, gensidig forståelse, evig refleksion over opgaver og arbejdsmiljø, er grundlaget for dels at undgå medarbejdere siger op dels at tiltrække nye gode medarbejdere.

Kendskab til nogle af tankerne og mekanismerne i quiet quitting kan med sikkerhed lønne sig på mange fronter.