Trafikken i Viby skal håndteres - og vi vil have en plan
Hvad skal der ske for trafikken i Viby? Det ønsker fællesrådsformanden og byrådspolitikeren at få svar på.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Forleden traf byrådet beslutning om at omdanne JP-grunden til et nyt boligområde. Det er sådan set en rigtig god lokalplan, der lægger sig flot op ad den helhedsplan, som byrådet vedtog for 2 år siden. Det glæder os, at man begynder at levere på helhedsplanen, og lokalplanen er bestemt blevet til på en måde, hvor fællesrådet føler sig inddraget.
Men for at lave en god helhed for Viby bliver man nødt til at tænke i helheder og ikke i brudstykker. Enkelte lokalplaner skal ses i en helhed og ikke som selvstændige trafikale problemer. Det er eksemplet med den berømte kassetænkning, som ingen kan lide, men som vi alle slås med. Det er, som sagt, særligt når det kommer til den trafikale afvikling, og her er der altså for mange mellemregninger, der gensidigt afhænger af hinanden.
Vores frustration består i, at der ikke er nogen plan, scenarier eller tidslinjer... eller er der?
Svarene på konkrete problematikker som Holme Ringvej, Skanderborgvej, Viby Torv eller Ravnsbjergvej gøres konstant afhængige af andet og hinanden. Kommer der motorvejsramper, kommer der BRT, kommer der det ene eller det andet - det er spørgsmål, som der retfærdigvis ikke kan svares på - men der kan opstilles scenarier, som borgerne kan forholde sig til. For hvad gør vi, hvis der IKKE kommer ramper, hvis vi IKKE laver BRT. De planer må frem, så borgerne i Viby kan begynde at få lidt indsigt i, hvordan fremtiden for vores by kommer til at se ud.
Byrådet har vedtaget en helhedsplan - det er vores holdning, at den skal der arbejdes ud fra, også når det kommer til trafikken. Masser af lokalsamfund sukker efter en helhedsplan… men det er jo ikke helhedsplanen i sig selv, der er interessant; det er bare papir og flotte ord. Det er evnen til at udføre og levere på planen, som er det, borgerne sukker efter.
Der er udfordringer med trafikafviklingen så mange steder i Viby, og svaret er lidt, når der ellers kommer et svar, at det er Viby Torv, der er synderen. Jamen, skulle vi så ikke starte der? Må vi derefter foreslå Holme Ringvej, Ravnsbjergvej. Dernæst mangler vi sikre skoleveje til børnene, der går på Vestergårdsskolen, og så er der hele støjproblematikken fra Aarhus Sydmotorvejen, hvor Viby og Stavtrup fejlagtigt er blevet forbigået i Folketingets sidste udmøntning af midler fra støjpuljen. Bare for at kradse lidt i overfladen.
Og hvad blev der egentlig af de hastighedsnedsættelser, som helhedsplanen også lagde op til? Der er sikkert en god grund til, at de ikke er gennemført, men vi har behov for at vide det. Vi vil gerne arbejde konstruktivt. Vi anser lokalkendte for at være de mest vidende og mest kompetente til at bidrage, og vi står klar til at støtte forvaltningen. Vi må bare opfordre til lidt mere transparens.
Vi er begge fortalere for at lave by med mindre trafik, færre biler - mere grønt. Derfor er det, som sagt, også rigtigt at lukke Grøndalsvej, når man sætter noget andet i stedet. Udover at Socialdemokratiet har bedt forvaltningen om at ændre omløbstider, så det bliver muligt at komme ud fra Bøgeskovhøjvej og Grøndalsvej, er det vigtigt, at der kommer nogle flere svar. For med og uden ramper er trafikken for presset, og det skal løses.
Rådmanden har netop præsenteret Viby Torv som et ”forskønnelsesområde”. Spændende. Det glæder vi os oprigtigt til at se. Må vi i samme åndedrag sige, at der ikke bliver skønt på Viby Torv, hvis ikke trafikken håndteres i samme ombæring. Her står Fællesrådet klar til at hjælpe med ideer og indsigter. Socialdemokratiet står ligeledes klar til at bakke op, men det kræver jo, at vi får sat tingene i en sammenhæng med andre trafikale udfordringer i Viby.
Vi må derfor høfligt forlange at få, om ikke andet, konturerne af en plan for afvikling og en tidslinje. Det fortjener Vibys borgere. Findes planen omvendt ikke, så står vi, som nævnt, klar til at bidrage. I kommer bare med tid og sted.