Fortsæt til indhold

Borgmester og rådmænd: Vi vil yde mere hjælp til Ukraine

Fire partiformænd er gået sammen om at vil give mere støtte til venskabsby.

Debat
Jacob Bundsgaard (S)Borgmester
Thomas Medom (SF)Rådmand for Børn og Unge
Nicolaj Bang (K)Rådmand for Teknik og Miljø
Christian Budde (V)Rådmand for Sundhed og Omsorg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ruslands modbydelige aggression over for Ukraine rammer os alle. Som mennesker, nation og bysamfund gribes vi af et stærkt ønske om at hjælpe vores ukrainske medmennesker i den ulykkelige situation, de er tvunget ud i. Vi er glade for, at den danske regering og Folketinget er indstillet på at yde en meget stor hjælp på mange områder, senest ved at donere 19 F-16 kampfly til at styrke det ukrainske luftforsvar, hvilket er med til at understrege, at Ukraines kamp for frihed, selvstændighed og demokrati er en vigtig kamp for os alle.

Aarhus Kommune har især bidraget ved at modtage mange flygtninge fra Ukraine i vores Velkomsthus, som blev etableret hurtigt og kompetent på den gamle Frydenlundskole. Vi fik skaffet dem en bolig, sørget for vuggestue- og børnehavepladser til de mindste og skolegang til børnene i skolealderen. Vi fik hjulpet mange i beskæftigelse, hvor det har været muligt. I dag er omkring 1.600 ukrainske flygtninge bosat i Aarhus Kommune, hvoraf knap halvdelen er børn.

Fire partiformænd er gået sammen om debatindlægget. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Det er langt fra kun aarhusianerne som imponerer. De fordrevne ukrainere har med deres mod og vilje ikke alene haft overskud til deres hjemland i krig, men er også gået aktivt ind i aarhusianernes hverdag med hjælp og villighed til at engagere sig i dagtilbud, skoler og på plejehjem. Mange har gennemført uddannelsesforløb, lært dansk og er nu en del af arbejdsmarkedet og en aktiv del af samfundet. Det gør de, selvom de er flygtet fra krig med bagage på ryggen, børn på armen og en usikker fremtid i sigte.

Vi har fra Aarhus Kommune ved hjælp af private donationer ydet akut nødhjælp til vores nye ukrainske venskabsby Lviv, bl.a. i form af hjælpemidler på sundhedsområdet.

Mange private har også bidraget med indsamlinger til nødhjælpsorganisationerne til bidrag til ofrene for krigen i Ukraine.

Fremadrettet er det vigtigt for os som bysamfund, at vi fra Aarhus kan yde substantiel hjælp til både rehabilitering og genopretning. Det vil vi prioritere i den kommende tid.

Vi er i øjeblikket langt med at forberede et hjælpeprogram, som vores ukrainske venner har efterspurgt – dels vandforsyning, dels behandling af amputationspatienter og genoptræning. Det er to områder, hvor Aarhus står stærkt og kan yde en markant hjælp. Hjælpen sker i regi af – og bliver finansieret af – den danske Ukrainefond, hvor der etableres flere programmer, der kan facilitere samarbejde mellem danske og ukrainske kommuner. Et mindre forprojekt er i gang, og i efteråret ventes det aarhusianske bidrag at være på plads. Vi kan hurtigt være klar.

En delegation af ukrainske politikere og embedsmænd har i slutningen af maj besøgt Aarhus. Formålet var at styrke samarbejdet mellem de to byer og samtidig give de ukrainske gæster mulighed for at få indblik i Aarhus’ viden om kritisk infrastruktur på vand-, varme- og energiområdet samt rehabilitering og genoptræning.

Medskribenterne er enten rådmænd eller borgmester. Arkivfoto: Kasper Heden Andersen

Samarbejde med Lviv på rehabiliteringsområdet

Det nationale rehabiliteringscenter i Ukraine, Unbroken, er beliggende i Aarhus venskabsby Lviv. Centret modtager dagligt mange sårede ukrainere civile og soldater fra den østlige del af Ukraine, som er berørt af krigen, bl.a. til behandling for brandsår, rekonstruktiv kirurgi, ortopædi, proteser m.m. Der er derfor stort behov for hjælp i form af basal behandling og genoptræning af f.eks. amputationspatienter samt generel viden om rehabilitering. Aarhus Kommunes ortopædiske genoptræningscenter har stor faglig viden om genoptræning og rehabilitering af borgere indenfor det ortopædiske område; bl.a. på amputationsområdet.

Det er erfaringer fra Ortopædisk Genoptræningscenter bl.a. med denne målgruppe samt den store faglige viden generelt om rehabilitering, som Aarhus Kommune sammen med Region Midtjylland påtænker at kunne bringe med ind i et kommende samarbejde med Lviv. Ortopædisk Genoptræningscenter har allerede som led i det europæiske hospitalssamarbejde, der er etableret mellem EU-landene om behandling af krigsofre fra Ukraine, modtaget 12-15 ukrainske krigsskadede efter udført amputation på AUH. Aarhus Kommune har efter udskrivelse løbende leveret pleje, sygepleje, rehabilitering/genoptræning samt hjælpemidler og proteser til de ukrainske patienter, ligesom vi har sørget for bolig til dem og deres familier i Aarhus.

På Aarhus Universitetshospital i Skejby har Region Midtjylland også modtaget og behandlet er række patienter fra Ukraine, som led i Danmarks nationale indsats. Erfaringerne herfra vil også indgå i projektet.

Aarhus har siden februar været venskabsby med Lviv. Arkivfoto: Stine Schjøtler

Samarbejde med Aarhus Vand og Lviv på vandområdet

Den ukrainske vandinfrastruktur er voldsomt beskadiget på grund af krigen. Seks millioner mennesker i Ukraine kæmper ifølge UNICEF’s skøn dagligt med at få adgang til rent drikkevand. Danmark har en unik vandforsyning med grønne og bæredygtige løsninger, og med vores viden og erfaring kan vi hjælpe Ukraine med at genopbygge de lokale vandforsyninger bæredygtigt samt sikre holdbare løsninger på et meget vigtigt område.

Vi kan i Aarhus gennem Aarhus Vand yde en markant indsats i Ukraine. Aarhus Vand har mange års erfaring med forsyningssamarbejder internationalt og har de seneste mere end 10 år været engageret i vidensdeling med forsyninger på de fleste kontinenter, blandt andet gennem samarbejde med Udenrigsministeriet, hvor Aarhus vand er engageret i byerne Udaipur i Indien, Tshwane i Sydafrika samt Tema i Ghana.

Aarhus Vand har desuden et stærkt samarbejde med stort set alle aktører og virksomheder i den danske vandsektor, og kan derfor trække på en stor viden om danske forhold og teknologier. Lvivs vandselskab peger konkret på samarbejdsområder såsom nedbringelse af vandtab og mere effektiv drift. Det er velkendte emner i Aarhus Vands internationale arbejde.

Torsdag 24. august var det Ukraines Uafhængighedsdag, og det blev også markeret i Aarhus. For os er det endnu en påmindelse om, at vi som by kan og skal yde mere hjælp til Ukraine, og det gør vi bedst i vores samarbejde med bystyret i Lviv. Vi ser Aarhus som en rigtig god partner for Lviv, og vi vil arbejde for, at hjælpeprogrammerne fra Aarhus Kommune bliver forberedt og udført bedst og hurtigst muligt.

Aarhus har især stået for donation af sundhedsudstyr. Arkivfoto: Joachim Ladefoged