Fortsæt til indhold

Mindeord: Leif Rasch er gået bort

Debat
Dorrit HansenFormand, HOG Senioridræt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at Leif Rasch er død efter længere tids sygdom.

Leif var medlem af DGI Århusegnen ældreidrætsudvalg, hvor han fik ideen til at starte Ældreidræt i Hinnerup, som han grundlagde sammen med sin hustru Kirsten og Jens Lind.

De tre stiftere havde blandt andet deltaget i et kursus i DGI om ældreidræt, og det begyndte med et møde med HOG v/ Niels Jørgen Sørensen, HGS v/Hanne Brokholm og Ældresagen v/Verner Henriksen om opstart af ældreidræt. De tre foreninger støttede alle ideen.

I 1996 arrangerede stifterne et stort landsstævne i kroket. Tiden var moden til opstart af Ældreidrætten i Hinnerup, og efter annoncering i den lokale avis mødte 20 personer op. Det første år var Ældreidrætten vokset fra 23 til 58 medlemmer, og rygtet om den gode stemning i hallen og efterfølgende kaffehygge havde i 2007 bragt medlemstallet op omkring 105 personer.

I 2000 blev Ældreidrætten omdøbt til Senioridræt, og i dag er der cirka 300 medlemmer, og der tilbydes også senioridræt i Søften, Hadsten og Hammel.

I 2013 besluttede Leif Rasch at give stafetten videre til andre og satte gang i en proces med at finde en ny bestyrelse, der kunne tage over.

Der blev fundet fire medlemmer til en ny bestyrelse, som havde sit første møde den 24. juli 2013. En uge senere stoppede Leif som formand, men fortsatte som instruktør i den efterfølgende sæson.

Efter grundige overvejelser besluttede Senioridræt i efteråret 2013 at blive en afdeling HOG, og Leif Rasch blev udnævnt til æresmedlem i HOG.

I HOG Senioridræt arbejder vi stadig efter mange af de principper og tanker, som Leif Rasch stod for, og vi er mange seniorer, som er Leif meget taknemmelig for senioridrætten i Hinnerup.

Æret være Leifs minde.