Nye affaldsspande i Favrskov er femstjernede maddike-hoteller
Borger beskriver de nye affaldsbeholdere som maddikehoteller. Favrskov Forsyning mener ikke, at der er et særligt problem med maddiker i Favrskov.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mange steder, også i Favrskov Kommune, er det blevet populært at gøre noget for mangfoldighed og biodiversitet ved at have insekthoteller rundt i haverne, så insekter får bedre leveforhold og der bliver flere af dem.
Med den nye affaldsordning har Favrskov Forsyning og Favrskov Kommune simpelthen udvidet dette koncept ved at lave maddikehoteller og distribuere dette til alle husstande i kommunen i affaldsbeholderne.
Favrskov viser sandelig vejen for biodiversitet og går den ekstra mil!
Nå, sarkasme til side. Som så mange andre i Favrskov Kommune har vi haft ufornøjelsen af maddiker i vores beholder til madaffald (og restaffald) i den nye affaldssortering. Favrskov Forsyning har prøvet at fralægge sig ethvert ansvar og skubbet det over på den enkelte borger med ting som brug af dobbeltposer og rengøring med haveslange og så videre.
Men hvis man kigger ned i beholderen, vil det stå klart for enhver med et minimalt kendskab til hygiejne og rengøring, at beholderen er fejlkonstrueret. Så enkelt er det.
Den skillevæg, der er mellem restaffald og madaffald i beholderen, er bare sat ned, og der er et superdejligt hulrum at gemme sig i inde i skillevæggen – et femstjernet maddikehotel. Beholderen er ganske enkelt umulig at rengøre ved at “spule den med en haveslange”, som Forsyningen foreslår. Selv efter spuling med en højtryksrenser er der mider i mellemrummet som vist på billederne.
Hvis man én gang får maddiker i sin beholder og ønsker at slippe af med dem, er det nødvendigt at pille skillerummet ud og spule det. Det er slet ikke nok at vaske beholderen, for der vil stadig være liv i hulrummet, og maddiker vil kunne gemme sig der og hurtigt formere sig og være en vedblivende plage i beholderen. Det er en helt igennem tåbelig konstruktion, som ikke er brugbar i virkeligheden.
Denne fejlkonstruktion, sammenholdt med at der er mere pres/tryk på madaffaldet i den nye beholder og dermed større risiko for, at poser går i stykker, så har Favrskov Forsyning formået at lave et maddike-hotel i beholderen og overladt ansvaret for deres fejlkonstruktion helt og aldeles til borgerne.
Tag ansvar og giv os nogle nye beholdere, hvor maddiker ikke kan gemme sig i skillerum, og hvor beholderen ikke skal skilles ad for rengøring. Det er en ommer fra Forsyningens side.
Svar fra Favrskov Forsyning:
Det kan være en ubehagelig overraskelse, når maddiker (fluelarver) indtager en affaldsbeholder. Og det er naturligvis noget, vi alle sammen så vidt muligt vil undgå. Men spyfluer, og dermed også maddiker, kan finde vej til affaldsbeholdere, især dem beregnet til madaffald. Det er der som sådan ikke noget nyt i.
Dog er der ikke noget belæg for at antage, at maddikeproblemet er et ekstraordinært stort problem i de beholdere, der anvendes i den nye affaldssortering i Favrskov Kommune. Den type affaldsbeholdere, vi har udleveret i Favrskov Kommune, anvendes også i flere andre kommuner rundt om i landet.
Det er ligeledes værd at nævne, at vi ikke selv har konstrueret de nye beholdere. Der er foretaget et indkøb, hvor vi har fulgt reglerne om EU-udbud og har lagt vægt på blandt andet kvaliteten af beholderne i udvælgelsen blandt de modeller, som de forskellige leverandører bød ind med.
I forbindelse med indkøb/valg af beholdere, har vi naturligvis indhentet erfaringer fra andre kommuner og affaldsselskaber, der benytter samme type. Heller ikke her er maddiker nævnt som et særligt problem.
Siden opstarten af den nye affaldssortering i maj har vi modtaget omkring 50 henvendelser angående maddiker i beholderne. Det synes vi bestemt ikke er mange, når man tænker på, at der er cirka 20.000 husstande i Favrskov Kommune.
På vores hjemmeside vejleder vi om forebyggelse og bekæmpelse af maddiker i affaldsbeholdere. Har maddikerne allerede indtaget din beholder, er særligt rådet om at hælde kogende vand i beholderen værd at fremhæve, da det både kan fjerne maddiker, flueæg og fastgroet materiale. Processen skal muligvis gentages et par gange, men det er ganske effektivt og kommer også ind i krogene omkring skillevæggen.