Debat: Else Søjmark og akutbilen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der var ikke grænser for hvor vigtigt det var, at Socialdemokratiet i Norddjurs fik sendt Else Søjmark til Regionsrådet. Nu skulle sundheden sikres i Norddjurs Kommune.
Søjmark ville kæmpe for Norddjurs og hele Djursland
Else Søjmark blev nemlig udvalgsforkvinde for Den nære sundhed.
Begejstringen i utallige debatindlæg fra Else Søjmark fyldte os i Norddjurs Kommune med stor tryghed. Søjmark ville kæmpe for Norddjurs og hele Djursland.
En sundhedskriger var på banen!
Siden den meget skrivende Else Søjmark i valgkampen fortalte vidt og bredt om vigtigheden af hendes valg til Regionsrådet har tavsheden været “skrigende”, efter det blev kendt at Region Midtjyllands sundhedssystem tilbyder sine patienter
- ventelister, der for flere alvorlige sygdomme når uhørte højder,
- kræftpatienter bliver fyldt med løgn og manipuleret til at acceptere livsfarlige ventelister,
- flere kræftlæger flygter.
- direktører fyres eller siger op og
- sygeplejersker flytter til Norge.
Den tidligere socialdemokratiske regionsformands Bent Hansen datter Pernille Blach Hansen, tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem, blev ansat som administrerende direktør for Region Midtjylland Koncernen. Man skal ikke kimse ad nepotisme.
Nu flygter hun og flere andre fra Region Midtjyllands ledelse inden nogen kan nå at placere et ansvar for de ledelsesbeslutninger, der koster liv for patienterne i Region Midtjylland.
Dog ikke den allerøverste politiske ansvarlige Anders Kühnau. Han klamrer sig til taburetten.
I det private erhvervsliv ville han blive sat på porten.
Heller ikke den tidligere meget skrivende Else Søjmark tager ansvar.
“Det har ikke groet i min have” forsvarer hun sig med, da det forleden blev kendt at hun og socialdemokraterne planlægger at stemme for at akutbilen i Grenaa forsvinder.
Onde tunger påstår at det lokale socialdemokrati gerne så Else Søjmark ude af det lokale politiske liv.
Det lykkedes, men med et mildest talt elendigt resultat for Norddjurs Kommunes borgere.
Nu kan vi sikkert forvente tonsvis af debatindlæg, hvor Else Søjmark forklarer op og ned ad stolper hvordan hun har kæmpet for Norddjurs. Ynkeligt.
Hvis der var “kvindemod” tilbage angreb Else Søjmark SMV regeringen, der jo som bekendt har et politisk flertal - og derfor kan fortsætte med at træffe skadelige beslutninger for provinsdanmark, bl.a. som her hvor Norddjurs Kommunes beboere tildeles ringere sundhedsvilkår, end beboerne inde i de større byer.
Regionerne er overflødig offentlig administration i et lille land som Danmark, hvilket har resulteret i at regionsrådene har fået karakter af refugier for fallerede lokalpolitikere.